Nuancer i den arabiske verden
I det morads af amerikanske regeringsdokumenter, som WikiLeaks i denne tid både begaver og belemrer offentligheden med, er der oplysninger, der burde få mange til at reflektere over den behandling, som Israel udsættes for, hvor rapporter og dagsordener i internationale og regionale fora rettet mod Israel konstant kører på autopilot.
Der kan i flæng nævnes Goldstone-rapporten i kølvandet på Gaza-krigen og EU's ensidige pres på den israelske Netanyahus regering. Men også utidig støj på bagperronen for forhenværende danske udenrigsministre med Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen som de fremmeste brushoveder i vores hjemlige andedam lægger ofte til ved dette bål.
Og så viser visse af de af WikiLeaks lækkede amerikanske regeringsdokumenter, at den største frygt for ustabilitet og krig i regionen i arabiske øjne er Iran.
Det er ikke Israel.
Overraskelse og anerkendelse
Andre dokumenter afslører, at emiren af Qatar, Hamad bin Khalifa al-Thani, udtrykker forståelse for israelsk mistro rettet mod den arabiske verden pga. de trusler, der i lang tid har været mod Israel.
Samme emir udtrykker overraskelse over - men også anerkendelse af - at Israel i lyset af den anden Libanon-krig i 2006 og Gazakrigen i 2008/2009 stadig søger fred med sin palæstinensiske modpart.
Billedet af mellemøstkonflikten er åbenbart mere nuanceret bag de duggede ruder i den arabiske verden, end den er i EU og Danmark og hos trættekære fhv. danske udenrigsministre.