Dyrt, hvis højtuddannede udlændinge forsvinder
I den efterhånden ulidelige debat om indvandring og familiesammenføring bliver udlændinge nærmest konsekvent omtalt som en økonomisk byrde, som vi ikke længere har råd til.
Hvad der stort set aldrig bliver nævnt i debatten, er, hvor mange penge staten faktisk kan spare ved at modtage udlændinge. Lad mig give et eksempel med udgangspunkt i mit eget liv:
Jeg er uddannet datalog fra IT-Universitetet i København og arbejder i dag som forsker. Efter mit speciale arbejdede jeg i 2005 for en engelsk it-virksomhed i Chile. Her mødte jeg min nuværende kone, vi blev gift, og hun fik midlertidig opholdstilladelse via familiesammenføringsreglerne i 2006. Min kone har en universitetsuddannelse, erhvervserfaring og kom hertil som 32-årig.
Uden omkostninger
Danmark modtog altså en ung, velfungerende, veluddannet, sund og rask ny borger uden at have omkostninger til børnepenge, vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasium, universitetsuddannelse, SU plus diverse offentlige tilskud til husleje, tandlæge, forbrug af lægekonsultationer, skadestue, hospital og lign. Alt i alt en kæmpe besparelse for de offentlige kasser i forhold til omkostningerne ved højtuddannede etniske danskere, der reelt ofte først begynder at bidrage til statskasserne, når de er sidst i 20'erne.
Det er endda fuldstændigt risikofrit for staten at modtage hende, fordi hun ikke har ret til hverken dagpenge, bistandshjælp eller andre offentlige ydelser. Skulle det alligevel blive nødvendigt, har jeg stillet en økonomisk garanti, og hendes opholdstilladelse kan blive ophævet.
Det lyder umiddelbart som en økonomisk gevinst for Danmark, som kommer til at mangle arbejdskraft pga. den demografiske udvikling. Til gengæld har hun fået:
Underkendelse af uddannelse. Styrelsen for International Uddannelse skal godkende udenlandske uddannelser, og i praksis bliver de vurderet under niveau. F.eks. bliver en udenlandsk kandidatgrad ofte set som en bachelorgrad eller under.
Fratagelse af kørekort. Udenlandske kørekort uden for EU bliver ikke accepteret. Dvs. man skal op til teori og praksis på mundtligt dansk, hvilket i praksis er umuligt for de fleste udlændinge de første mange år, de bor i landet.
Usikker fremtid
Usikker fremtid. Selv om vi er gift og har et barn, har min kone ikke permanent opholdstilladelse, og vi fornyer min kones papirer hvert andet år.
Skulle vi komme til at forny bare én dag for sent, er reglerne, at hun skal rejse ud af landet og søge om opholdstilladelse forfra fra sit hjemland.
Fratagelse af mulighed for videreuddannelse. Man må ikke tage en videregående uddannelse i Danmark, medmindre man gennemgår og består et discount- sprogtilbud fra kommunen. Alternativt kan man gå på VUC, men de muligheder bliver også stærkt begrænset med den nye finanslov. En nærmest systematisk mistænkeliggørelse og bureaukratisk belastning med integrationskontrakter, kontrol, krav til bolig m.m.
Konstant kamp
Det er klart, at hverken min kone eller jeg synes, at det er rart eller rimeligt. Vi oplever, at vi konstant skal kæmpe for retten til vores tilstedeværelse i Danmark og overvejer nu, om vi skal flytte til et andet land.
Hvor mange andre højtuddannede danskere med udenlandsk ægtefælle forsvinder ud af landet på den konto, og hvad det koster for landet?