SF uden troværdighed
Socialistisk Folkeparti har i disse dage udelukkende sit fokus på politisk spil og spin. At føre og have en politik kommer simpelthen i anden række.
Vi kender det fra 24 års-reglen, som SF er erklæret modstander af, men nu har accepteret i sin iver efter at få magt og ministerbiler. Seneste eksempel på dette fænomen findes i JP 24/11. Her tager SF's Pernille Vigsø Bagge negativt mod ideen om en slags kandidatpant (som SF altså går ind for), blot fordi det er Dansk Folkeparti, der er kommet med forslaget.
Dermed vendte Pernille Vigsø Bagge på en tallerken i forhold til et interview tidligere på dagen i TV 2 News, hvor hun bakkede forslaget op. Det er muligt, at det skal forstås som en del af det politiske spil, men i mine øjne skader den slags altså SF's troværdighed.
Det er det samme med meget andet af SF's politik. Især når det gælder udlændingepolitikken, er der nu gået så meget taktik i partiet, at det har resulteret i så mange modstridende udmeldinger, at troværdigheden er gået fløjten.