Ikke flere undskyldninger fra Sohn
JP's journalist har næppe hverken set Dirch Passer-film eller selv været soldat for 34 år siden?
21/11 begik JP en ny ”afgørende afsløring” af Ole Sohns fortid. Jeg blev gjort opmærksom på den af en bekendt, fordi jeg også var med på billedet (lige til venstre for Ole Sohn).
Spændt modtog jeg så avisen og læste artiklerne. O.k., det kan sikkert for en journalist være svært at finde ud af, hvad der skete for 34 år siden på en kaserne i Fredericia. Og der er da tilsyneladende også lavet en del research på temaet, som vel nærmest kan sammenfattes til:
Pas endelig på ikke at stemme på S, SF eller Ø til folketingsvalget. •Du risikerer at få en minister, som har undergravet det danske militær.
Den flere sider lange historie bærer tydeligt præg af at være ”den optimale mistænkeliggørelse”, som har kunnet trækkes ud af en langt fra unormal situation på den tid. Og ud af nogle gamle, bitre officerer, som sikkert langt fra fik ros fra hærledelsen for deres uddannelsesindsats over for os.
Kadaverdisciplin
JP's journalist har tilsyneladende aldrig set danske soldaterfilm med Dirch Passer. I så fald ville han nemlig nok have haft en fornemmelse af, at når man påtvinger godt hundrede unge lømler at være sammen i månedsvis uden nogen særlig god økonomisk dækning og med fortidige argumenter og fjendebilleder, bliver de let ”lidt trælse”. De ser anderledes på kadaverdisciplin end officererne - og de går såmænd heller ikke af vejen for lidt ballade for modstandens og underholdningens skyld.
Jeg vil gerne bede læserne om at erindre, at historien udspillede sig i en tid, som var helt anderledes end i dag. Ja, muligvis er det svært for nutidens journalister at forestille sig situationen, hvor det var en meget længere indkaldelse, og hvor det stadig var et militær, som var præget af en fortidig opfattelse af verden og ikke mindst den pædagogiske tilgang til undervisningen af os værnepligtige.
Det eneste retfærdige, som jeg kan få øje på i den historie, er det, som Johnny Bukdahl - som vi var soldat sammen med - er citeret for. Han har fat i noget af det eneste, som passer i artiklen, når han beskriver situationen og ledelsen: »De slog ned på småting og behandlede ikke de menige soldater med respekt.«
Slet ikke Sohns historie
Det er jeg sikker på, at de fleste fra kompagniet kan nikke genkendende til. Måske har det lige præcis ikke gjort så stort indtryk på netop Ole Sohn og Lars Heichendorff som på os andre, da de som talsmænd ofte ikke kunne deltage i den ”grovere del af undervisningen” på grund af talsmandsarbejde. Hvilket en anden af vores citerede soldaterkammerater, Jan Rueløkke, også bekræfter.
I øvrigt er det en uretfærdighed over for Ole Sohn (og mig) at påstå, at han hver morgen »spadserede« ind på kasernen »iført pelshue med hammer og segl og med partiavisen Land og Folk under armen«.
Det er faktisk en del af min soldaterhistorie. Og jeg vil tro, at man vil kunne grave mit abonnement med adresse til Bülows Kaserne frem, hvis man gider.
Men underholdningsværdien er der da…
Det er lidt spændende at følge med i, hvad borgerlige journalister vil være bekendt at fremføre i den politiske kamp mellem DF og VK-regeringen på den ene side og S, SF og Ø på den anden. Og det kunne være underholdende at byde på de næste temaer.
For ung til Verdensbanken
Husk nu endelig, at Ole Sohn helt sikkert er for ung til at være bagmanden for Verdensbank-balladen i 1970! Men der er trods alt også sket en del fra slutningen af halvfjerdserne og frem til nu. Hvad angår Ole Sohn, har han som fagforeningsmand og politisk aktiv også haft sin rolle.
Kunne han være ansvarlig for den langvarige konflikt, som serveringspersonalet på hurtigruten Århus-Kalundborg havde med strejke i marts og april 1978?
Var det den fagligt og politisk aktive Sohn, som fik landets havnearbejdere til i december 1982 at starte den bitre konflikt mod forringelser i dagpengene?
Husk i den forbindelse eventuelt også at lave en historie om, at også Ole Sohn deltog i festen, da havnearbejdernes talsmand Karl Jørgensen blev løsladt i Esbjerg den 8. september 1983 efter at have være uretmæssigt fængslet i 174 dage.
Husk endelig også, at PET i 1983 registrerede, at DKP havde en massiv indflydelse på journalisthøjskolen. Måske kan der laves en historie på Ole Sohn i den forbindelse?
Var han organisator af HT konflikten i 1984?
Stod han bag den store overenskomstkonflikt i 1985?
Og så videre.
Jeg ved, at vi er mange, som er ved at være godt trætte af unuancerede historier om kommunister og socialister og deres rolle op gennem tiden.
Alle vi, som også var aktive før Murens fald i 1989, orienterede os dengang i forhold til Den Kolde Krig. Det var den hovedlinje, som delte dansk politik.
Jeg vil ikke undskylde den tid! Og jeg vil såmænd heller ikke forlange, at den konservative Brian Mikkelsen skal undskylde sin støtte til apartheidsystemet i Sydafrika. Eller at Lars Løkke skal undskylde sin begejstring og støtte til mujahedinerne i Afghanistan i 1988.
Til alle tider
For pokker. Udviklingen af samfundet og dets formåen har vi mindst lige så meget andel i som alle andre.
Det har til alle tider været fagligt og politisk aktive mennesker, som har forsvaret og udviklet vores fælles goder. Lønkampene; kampene for ordentligt omsorg for børnene og de ældre; kampen for alles ret til en anstændig tilværelse med uddannelse, arbejde og mulighed for støtte ved arbejdsløshed; vores forhold til globaliseringen; og så videre.
Det er på tide, at både debatten hen over hækken og ved frokostbordene i kantinerne - og den i pressen - kommer til at handle om vores nuværende situation. Om katastrofale besparelser på uddannelsessystemet og om den urimelige behandling af de over 100.000 danskere, som har mistet deres arbejde under finanskrisen. Og om manglende perspektiv i udvikling af nye og fornuftige miljø- og energiprojekter, som kan få det danske samfund i front igen.
God fornøjelse med næste historie til journalisterne.