Dette vil sætte et polemisk strejf på vedkommendes sjæl, og man vil formentlig udvikle sig til en lidt kantet person. Belønningen er til gengæld – forhåbentlig – at man kan se tilbage på sig selv med kærlighed. Man er en og den samme, men blot klogere. Man kan se sig selv i spejlet.
Den anden måde er at putte sig og snakke om noget andet i nogle år. Hvis DDR så bringes på banen, så rødmer man lidt. Det er ikke noget at være stolt af, men i dag er det sødt at se lidt følelser, og man hylder stadig solidaritet og fællesskab som gode og sunde værdier.
Prisen er dog en let skizofreni, fordi man ikke kan udtrykke sig som én person, og man risikerer at blive lidt for praktisk og flad i det værdimæssige. Man ser ikke sig selv, men en anden, i spejlet.
Den tredje måde er at reflektere og tilpasse sig, så man er en ny person i hvert sekund. Man er altid kompetent. Så har man det godt – ingen moralske kvababbelser i nærheden.
Prisen er dog, at man ikke kan kende sig selv, ens liv bliver altid en andens liv, og man vil altid vil være disponibel for at hylde nye totalitære omgivelser. Man er lavet af spejle.
Man bliver i bedste fald melankolsk. I værste fald arbejder man aggressivt for, at vi bør indrette vores kultur efter økonomiske ekspansionsmuligheder i Asien eller efter topplaceringer på tomme ranglister i et uliberalistisk hypertilpasset globaliseringsinferno.
