Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Behandling eller logistik?

Jeg ville ønske, at jeg som læge kunne anvende min tid konstruktivt på behandlingen af psykisk syge mennesker frem for det konstante fokus på logistik og kapacitetsbegrænsninger.

Hvor er det godt, at psykiatriens vilkår endelig er kommet på den politiske dagsorden jf. artiklen ”Hvad vil politikerne med psykiatrien?” i JP 19/7. Som læge i psykiatrien oplever også jeg, at rammen for mit virke er vanskelig. Sengepladser nedlægges, uden at der etableres nye eller tilføres ressourcer. Manglende sengepladser vanskeliggør behandlingen og medfører, at jeg bruger urimelige mængder tid på logistik i stedet for patientkontakt.

Det er en tendens, jeg hører også hersker hos mine lægekollegaer i andre regioner. Det er altså ikke kun et regionalt problem, men også et nationalt problem.

De fleste kan helbredes

Modsat manges antagelse kan vi i dag gøre rigtig meget for mennesker med psykiatriske sygdomme. De fleste psykiatriske sygdomme kan helbredes - specielt hvis man griber hurtigt og effektivt ind. Her kan indlæggelser være af væsentlig betydning ved at fremme behandlingen gennem trygge rammer, stabilt medicinindtag, intensivt arbejde med sygdomsforståelse og -håndtering samt forebyggelse af tilbagefald.

Men i min hverdag er der ikke sengepladser nok. Mange kan ikke tilbydes indlæggelse, selvom det ville være hensigtsmæssigt. Kun svært akut syge kan tilbydes indlæggelse, og de udskrives ofte hurtigt igen, idet jeg løbende tvinges til at prioritere benhårdt, hvilke patienter der har mest brug for pladsen.

Jeg har oplevet at møde om eftermiddagen til et hospital, der var fyldt til bristepunktet. Hvad gør man så? Man forsøger at ringe rundt til regionens andre psykiatriske hospitaler for at orientere sig om deres pladssituation. Og ofte sidder de i samme situation, som vi selv gør. Den løbende prioritering er tidskrævende, og de lægefaglige møder bruges ofte til at diskutere pladssituationen frem for patientbehandlingen. De logistiske problemer fylder meget pga. det store pres udefra af svært syge patienter og den manglende kapacitet til at indlægge patienterne på et psykiatrisk hospital.

I mit virke som tillidsrepræsentant for de yngre læger i afd. S hører jeg ofte mine kollegaers frustrationer over pladssituationen, og at man ikke føler, at man gør sit lægearbejde ordentligt, når man ikke kan indlægge patienter, som har behov herfor.

Groteske situationer

I mange situationer har den eneste løsning været at give svært syge patienter en overnatning i skadestuen, selvom de burde have været indlagt på en sengeafdeling under meget tættere opsyn, end det er muligt i en akut psykiatrisk skadestue. Alternativet havde været afvisning og hjemsendelse til eventuelle pårørende. Jeg har hørt om groteske situationer, hvor man som læge bliver bedt om at overveje at inddrage aktivitetsrum i afdelingerne som ekstra sengeplads, da sengepladserne var brugt op, og man skal overveje at omlægge én-sengsstuer til to-sengsstuer.

Disse er vilkårene, vi bliver presset ud i for at tilbyde vores psykisk syge medmennesker behandling. Samtidig giver det øget pres for, at vi som læger hurtigt udskriver patienter igen mhp. at frigive pladser til de mere akutte patienter. Er det i orden?

Den politiske nedprioritering af almenpsykiatrien (sengeafdelinger og lokalpsykiatrier m.fl.) betyder, at patienterne bliver dårligere og må lide med deres sygdom i længere tid, før de kan få hjælp. Endvidere oplever flere patienter sig afvist grundet pladsmangel, hvorved de opgiver genhenvendelse.

Risiko for kriminalitet

Der er en øget risiko for, at psykisk syge mennesker, der ikke kan få hjælp, bliver så dårlige, at de f.eks. i deres psykose kan ende i kriminalitet. Derfor er det godt, at der nu er sat fokus på retspsykiatrien, men dette bør stå sammen med en samtidig opprioritering af almenpsykiatrien.

Når jeg tænker på de patienter, som jeg møder i skadestuen, er det mit indtryk, at den forebyggende indsats også halter meget. Det drejer sig bl.a. om praktiserende lægers mulighed for henvisning til samtaleterapi, almindelige socialpsykiatriske tilbud og muligheden for opsøgende arbejde.

Patienter og pårørende efterlyser mere tid med lægerne, og lægerne efterlyser mere tid med patienterne. Det er frustrerende at bruge sin tid på logistik og kapacitetsbegrænsninger frem for patientbehandling.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.