Taxametersynspunkter
Peter Amstrup leverer i sit forsvar for taxametret 17/6 en ideal forklaring på rationalet i det særlige gennemførsels-taxameter på ca. 6 pct. af totaltaxametret, som gymnasierne får, når en elev har gennemført uddannelsen.
I Jyllands-Postens undersøgelse, der viser, at 43 pct. af gymnasielærerne mærker et pres for at lade elever bestå, ser vi, hvad der kan ske, når idealerne møder virkeligheden.
På det lidt mere overordnede niveau er det altså ikke hensigtsmæssigt, at de skoler, der har de største udfordringer mht. fastholdelse og gennemførelse, fordi de er placeret i områder med mange uddannelsesfremmede elever, i langt højere grad mister gennemførselstaxameterandele end de skoler, der ligger i områder, hvor der er mindre brug for resurserne.
Når jeg reagerer på Peter Amstrups indlæg, er det også for at præcisere, at JPs undersøgelse ikke viser, at gymnasielærerne ikke medvirker til at begrænse frafaldet i ungdomsuddannelserne, eller at de ikke orker at deltage i udviklingsarbejde for at skabe en uddannelse, der gør så mange som muligt til kompetente og studieforberedte studenter.
Gymnasielærere deltager med stort engagement i dette helt nødvendige udviklingsarbejde. Og det ville de såmænd også have gjort, selv om der ikke havde været et gennemførselstaxameter. JPs rundspørge viser snarere, at der er en dysfunktion i gennemførelsestaxametret, som i stedet for at motivere til større engagement virker frustrerende. Frustrerede lærere arbejder ikke optimalt.