Kritik fra en fagperson
»Kritik er altid rimelig, hvis der er argumenter bag, når det er fagpersoner, som kommer med den, og det ikke er personligt.« Sådan sagde Jon Dahl Tomasson i JP 11/6 i et miniinterview, hvor journalisten spurgte, om landsholdsanføreren altid udsættes for rimelig kritik. Og det er absolut tilfældet. Jon Dahl Tomasson kan roligt glemme alt om urimelig kritik.
Vi er sandsynligvis flere millioner fodboldbegejstrede i Danmark, som følger landsholdet i med- og modgang, og så vil vi også have lov til at kritisere landsholdet. Og vi er ikke karrige med vores saglige kritik. Hverken den negative eller den positive.
Det bør Jon Dahl Tomasson og de andre landsholdsspillere huske, og derfor er han ærligt talt temmelig nedladende over for den almindelige fodboldfan, hvis retten til at kritisere kun skal være fagpersonens privilegium. Og hvem er i øvrigt fagpersonerne? Er det landsholdsspillere og en lille, eksklusiv kreds af elitetrænere? Eller er fagpersonerne i virkeligheden alle de mange fodboldbegejstrede, der følger landsholdet i tykt og tyndt?
Sværere er det ikke
Og til allersidst: Vi - de almindelige fodboldbegejstrede - har selvfølgelig ikke en Morten Olsens eller en Jon Dahl Tomassons fodboldekspertise, men vi kan altså godt vurdere en fodboldkamp, selv om vi ikke har indgående kendskab til taktik med mere. Sværere er spillet heller ikke.
Vi kan f.eks. godt se, at Jon Dahl Tomasson ikke har spillet op til sit bedste i de seneste mange landskampe, og derfor må han finde sig i rimelig kritik, og denne rimelige kritik burde han svare sagligt på i stedet for at så tvivl om kritikernes fodboldfaglige kompetencer. Denne fornærmede og mimoseagtige attitude er ærlig talt upassende for et voksent menneske. Bortset fra det ønsker jeg Jon Dahl Tomasson og de andre landsholdsspillere et godt VM.