En rystet lærer
Som gammel folkeskolelærer er jeg rystet over vore politikeres forslag omkring vores folkeskole, som man nu vil bombe tilbage til det, den var for 50 år siden.
Der tales så meget om velfærd - hvor er det?
Jeg har undervist klasser med 36 børn i hver klasse. Det var bestemt ikke lykken hverken for børnene eller læreren.
Hvor gik man tit hjem fra skole med dårlig samvittighed, fordi man ikke var nået rundt til hver enkelt elev, inden timen var forbi. Det bedste, vi har, er vore børn og børnebørn, og vi ønsker for dem, at de må få de bedste muligheder i deres skoletid, så de er godt rustet til de udfordringer, de møder videre fremme i livet.