Danmarksudsalg
Tager man mål af virkeligheden, kan man meget nemt blive skuffet. Det, der skulle have været så godt, er i virkeligheden rigtig skidt. Se nu bare de københavnske folkeskoler.
De er da virkelige. Ja, det er de. Men de er også uvirkelige. Her, ude i den virkelige uvirkelighed, viser det sig nemlig, sådan som Københavns Kommune gør opmærksom på i en ny opgørelse, at jo dyrere skolerne er pr. elev, jo dårligere er de. Større bevillinger giver ikke mere kvalitet, men mindre kvalitet. For hver krone, kommunen donerer til folkeskolerne over et vist minimum, bliver resultatet stadigt ringere. Jo flere penge, jo dårligere karakterer. Med andre ord: De billigste skoler er bedst.
Det er da interessant. Det er forklaringen også. Vi er nemlig i den heldige situation, at vi ved, hvad millionerne går til. De dyre skoler er de såkaldt belastede skoler, dvs. skoler med en høj koncentration af indvandrerbørn og dermed en dårlig indlæringskultur. Disse skoler er op til tre gange dyrere end skoler andre steder i byen, men leverer lavere karaktergennemsnit. Med andre ord: Den hidtidige skolepolitik med stadigt større bevillinger ligner en større og større fiasko for hver gang, det ringer ind.
Efter at velfærdsstaten i årtier har vænnet os til, at stort er godt, vågner vi op til nyheden om, at stort er lort, og fremover må alle forældre, der vil deres børn det godt, enten være heldige at bo tæt på en billig folkeskole, hvor de lærer noget, eller sende deres børn i privatskole. De dyre folkeskoler er simpelthen for ringe, og valget heraf svarer reelt til at give sine børn et selvpåført handikap fra seksårsalderen. Det sidste ved forældrene naturligvis godt, de er ikke dumme, men de holder det for sig selv, for sæt nu andre kommer på samme tanke. Forældrene tænker på deres børn, og det, har nu selv socialdemokraterne fundet ud af, er i orden.
Situationen på de københavnske folkeskoler peger hen på et strukturelt problem. Når indvandring møder velfærdsstat, taber sidstnævnte. Det er netop ægteskabet mellem galopperende indvandring og kærlig velfærdsstat, der råber på skilsmisse. Problemet er ikke indvandring eller velfærdsstat hver for sig. Et land som Danmark har brug for indvandring af arbejdskraft, talent og kreativ energi. Og et land som Danmark kan, hvor meget jeg end ønsker det, formentlig aldrig blive en minimalstat. Næ, problemet er kombinationen af indvandring og kærlighed, velfærdsstatens kærlighed til nye og gamle borgere. For det er den, kærligheden, der udløser de konstant ekspanderende sociale rettigheder, som tvinger skatter og afgifter på himmelflugt og ender med at blive velfærdsstatens banemand.
I Sverige brænder de skoler ned. Så vidt er vi ikke kommet i Danmark, men det er kun et spørgsmål om tid.
Løbende vil vi se et stadigt voksende pres på udgifterne til specialundervisning, til politi og brandvæsen, til psykolog- og terapihjælp samt hele sundhedssektoren, som sammen med den økonomiske afmatning og konkurrencen udefra vil bringe den offentlige økonomi i knæ.
Sort ser det ud, og sortere skal det blive. Den samlede regering og opposition i dette land har længe holdt Danmarksudslag ved at parre velfærdsstat med indvandring, og nu smager vi den eddike, der ikke bliver bedre af lagring. For hver dag, der går, uden at velfærdsstaten reformeres, og uden at indvandringen sættes i system, holder vi vores børn for nar.
Ærligt talt aner jeg ikke, hvor håbet skal komme fra. Fra de små og de endnu ufødte? Tanken er pervers og indeholder en omvendt generationskontrakt: At den næste generation skal betale for alt det, vi undlod at gøre.