Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Forholdet til folket i krise

Forleden var der i Jyllands-Posten fokus på forholdet mellem stat og kirke. Men nok så vigtigt er forholdet mellem kirke og folk.

Og her er folkekirken i krise. Vores gudstjenester er alt for elitære, antikverede og indforståede. Vi holder gudstjenester med et højt lixtal og ord, der ikke længere er at finde i fremmedordbogen.



Det er lettere at forstå en cricketkamp end en højmesse. Og der er ingen brugervejledning mulig, for man kan ikke nå at forklare indholdet af "O Kristelighed" - eller "Befal du dine veje og al din hjertesorg" samtidig med, at man skal nå at indskyde, at man står op under epistellæsningen, der handler om kødets lyst, der står ånden imod - hvad så end en epistel er.



Vi holder alt for abstrakte og teoretiske, nedskrevne prædikener, som oplæses mere eller mindre elegant, for det er det, som vi har lært, men det, der rykker, er, at præsten formidler. At man holder en prædiken som en mundtlig, lidenskabelig prædiken, der i afleveringen tilpasses tilhørerne.



Selv den seneste reform i 1992 var kun kosmetisk, ligesom den seneste - seks år - gamle revision af salmebogen kun i beskedent omfang giver plads til fornyelse. Der er ikke plads til inderligheden og den moderne lovsang med tilbedelse, gentagelse og kontinuerlig sang. Det kan der heller ikke være i en salmebog, og det er dansk tradition: "ingenting ved siden af salmebogen" eller navnlig ved siden af koralbogen. Ingen lovsang og ingen basguitar. Så eventuelle interesserede i moderne tekster med tidssvarende musik må fortsat bøvle med "Hvo ikkun lader Herren råde" - og "Vort kors gør sure miner".



Og dette giver et indforstået præg. Vi synger oneliners ud af hovedet som svar på svære udbrud fra præsten. Vi rejser og sætter os som på en usynlig kommando.



Forholdet til folket er en værre krise end forholdet til staten: Hvordan gør vi det kristne evangelium - det, som kirken er sat i verden for at forkynde - tidssvarende og aktuelt? Den udfordring er påtrængende - for klares den, klarer vi det, som er kirkens formål i verden; og så fred være med statsmagten. Mislykkes formidlingen af evangeliet, er forholdet til staten det mest ligegyldige i verden.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen