Håndværk smager af meget mere
Der er en verden til forskel på håndværk og masseproduktion.
Det gælder sko, cykler, biler, huse og ikke mindst fødevarer. Men desværre for forbrugerne halter konkurrencen i dele af fødevaresektoren. Det dokumenterer den ny opgørelse fra Konkurrencestyrelsen.
Det glædelige ved de seneste års højkonjunktur er, at forbrugerne har fået smag for kvalitetsfødevarer.
Det mærker vi i de mindre specialfødevarebutikker, som f.eks. slagteren og bageren. Det triste er blot, at krisen nu har fået folk til at vende tilbage til supermarkederne i den tro, at de kan spare penge her uden at give køb på den håndværksmæssige kvalitet.
Uforholdsmæssigt dyrt
Kornpriserne har taget et prishop, men sidste år kom det frem, at prisen på brød hos håndværksbageren kun steg ca. seks pct., mens den i supermarkedet steg med ca. 16 pct.
Nu har Konkurrencestyrelsen netop givet nye, klare indikationer på, at de industriproducerede brød er uforholdsmæssigt dyre. Læren af styrelsens undersøgelse er, at trods faldende fødevarepriser på verdensplan, møder forbrugerne ikke tilsvarende lavere priser i supermarkederne.
Forbrugeren skal vide, at det ikke kan lade sig gøre at fremstille en kvalitetspølse til 19,95 kr.
Der skal findes godt kød, de rigtige krydderier, en god tarm, og desuden skal der bruges arbejdskraft til at sortere kødet samt pakke og distribuere det.
Vil man sikre sund konkurrence og rimelige fødevarepriser til forbrugerne, er politikerne derfor nødt til at sikre de små og mellemstore fødevarevirksomheder rimelige konkurrencevilkår og ikke belaste dem yderligere med gebyrer og andre administrative byrder.
Øje for de små
Når politikerne laver lovgivning, skal de ikke sætte de små fødevarevirksomheder i samme bås som industrien. Det gælder bl.a. i forbindelse med pakning og krav om detaljerede varedeklarationer.
Som noget helt centralt må politikerne på EU-plan have øje for mindre virksomheder, der handler med friske varer, når de stiller nye krav om mærkning af fødevarerne.
Sandheden er, at pris og kvalitet skal hænge sammen, og med til sandheden hører, at slagtermesterens og håndværksbagerens specialfødevarer er lavet af fagfolk.
Råvarerne er friske og er ikke beregnet til at ligge i ugevis i et supermarkeds køledisk eller i forbrugernes køleskabe. Til gengæld giver specialfødevarerne en helt anden smagsoplevelse end supermarkedets industriprodukter.
Prøv selv
Prøv selv: Brug sommeren til at gøre nogle konkrete erfaringer med, hvad de gode kvalitetsfødevarer i specialbutikkerne egentlig koster, og se selv, hvilken kvalitet man kan få for pengene.
Husk, at kvalitetsfødevarer ikke skal købes og konsumeres i store mængder. Man kan som forbruger købe lige den mængde, som man har brug for, og derfor reducere sit spild, hvilket igen kan ses på pengepungen - og måske på livremmen.