"... hvor er du langt ude, mand, er du overhovedet læge?" dut – dut – dut

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der findes næppe noget mere knugende og dramatisk end den pludselige og uventede død. Tre unges hurtige dødsfald efter meningitis hører til denne kategori. En tragedie for familierne, et tyngende og smerteligt kors at bære for de implicerede sundhedsfaglige. Meningitis er lunefuld og aggressiv, og alle læger frygter konfrontationen med den.

Fejlskøn forekommer og korrigeres som regel, mens tiden alene kan være en lidenskabelig og krævende med- og modspiller. Slendrian forekommer og er utilgiveligt, mens manglende sundhedsfaglige kompetencer udgør en smertefuld lektie og naturligvis indbyder til en revurdering af en medarbejders kompetenceprofil. Det er et nødvendigt skridt og en regulær kerneårsagsanalyse gælder for alle livets alvorlige hændelser.

En kerneårsagsanalyse bør være bredere perspektiveret end blot en bred kritik (jf JP 14/10) af f.eks. de mange kompetente medarbejdere på akuttelefonen 1813. Til daglig er jeg overlæge, har en bred klinisk erfaring og var siden 1984 tilknyttet Københavns Lægevagt, både som kørende vagtlæge, i klinikken og ved telefonen. Også dengang, erindrer jeg, overraskede meningitis lægevagten. Nu visiterer jeg på 1813 i ny og næ og møder mange gode, erfarne og dedikerede kolleger, læger såvel som sygeplejersker.

Knap en million 1813-samtaler om året i Region Hovedstaden, eller mere end 2.500 om dagen håndteres af de mange vagthavende. Akutte sygdomsforløb udredes og visiteres effektivt, ventetiden er nedbragt til gavn for patienterne og til glæde for politikerne – mens antallet af komplet unødvendige og klart IKKE-akutte henvendelser fortsat er stort, urimeligt ressourcekrævende og sundhedsøkonomisk uacceptabelt.

Kravet om et højt antal telefonkontakter per time per mand for overhovedet at kunne håndtere de mange opkald bør kalde på eftertænksomhed hos politikerne: flere ressourcer og mere tid til at optimere patienthåndteringen er næppe en sandsynlig vej at betræde. Alternativet kunne være at udfordre den politiske courage – og måske også en efterfølgende civil: at fortælle befolkningen, at en sundhedsreform er på vej.

At inspirere den til at erkende, at ansvar og ansvarlighed er et individuelt løft og ikke en institutionel bekvemmelighed. At ligegyldige henvendelser stjæler tid og ressourcer fra akuttelefonen til skade for den nødvendige og relevante samtale med de reelt syge. Nedenfor blot en skitsering af få, men ganske sigende eksempler på ikke-akutte henvendelser og den kroniske belastning af et akutsystem, som givetvis kan opnå yderligere succes, når kerneårsagsanalysen er komplet.

En tilfældig lørdag morgen: ”Akuttelefonen 1813 – læge, goddag”

”Hej, det er Marlene – jeg har vist allerede tastet mit cpr.nr. ind – og jeg har glemt at få fornyet min recept på p-piller, gider du ikke lige klare den for mig - jeg skal på ferie i morgen tidlig?”

eller ...

”Nu skal du høre, jeg fik i forgårs penicillin af min egen læge på grund af en halsbetændelse. Han sagde, at jeg skulle henvende mig til 1813 i løbet af weekenden, hvis jeg ikke fik det bedre”

”synes du, det går den forkerte vej i dag – føler du dig dårligere?”

”næh… sådan set ikke, næh… det er sådant set ok, men jeg ville bare lige høre… du ved, være på den sikre side”

”Fik du podet halsen?”

”Ja, og så gav ham mig altså, jeg kan ikke udtale navnet, ja han gav mig noget… penicillin”

”føler du, at du har feber?”

”næh…”

”har spist her til morgen – jeg mener, har du haft synkebesvær eller mere ondt i halsen?

”næh – jeg synes jeg har det … ok, og jeg har ikke ondt. Jeg ville egentlig bare høre, om du synes, at det er ok, at jeg går i byen med mine veninder i aften?”

eller ...

” Hej, det er Anita, og jeg skal ha´ hjælp nu, så du må gerne sende en ambulance”

”hej Anita, jeg vender tilbage til dit problem – men først skal jeg lige have dit cpr.nr, så jeg kan taste dig ind vores system, så alt er på plads”

”det er altså ikke mig, der er syg, det er Frede, min nabo. Han har drukket sig i hegnet de sidste 14 dage og han kan snart ikke finde ud af, hvad der er op eller ned. Hans børn gider ikke engang besøge ham mere og konen er skredet for længst. Og hjemmehjælpen kan du godt glemme alt om, de har ild i røven og skrider igen, så snart de har sat foden inden for. Han slingrer rundt derinde, så nu må du finde ud af, hvad vi skal gøre. Jeg tager i hvert fald ikke ansvaret for dette her længere. Derfor ringer jeg”

”OK, jeg skal lige have hans cpr.nr, så vi kan komme videre i mit system”

”Det har jeg sgu da ikke, men I skal komme så hurtigt som muligt; jeg kan ikke klare mere, for fanden. Det er sgu da synd for manden, forstår du ikke dét?”

”Hvis ikke du har mulighed for at give mig hans cpr.nr - så er det muligt at jeg alligevel kan slå ham op og finde frem til ham ad bagvejen. Det bedste ville være, hvis han selv ringede op. Måske kan jeg også finde et telefonnummer og kontakte ham og få en snak med ham. Men du må forstå, Anita, at det er… øh lige på kanten af det tilladte, han skal i princippet være med om bord – du ved – være med i beslutningerne.”

”ja, ja doktormand, nu ikke så hovskisnovski, han skal bare indlægges”

”rolig nu, jeg bliver nødt til at have en eller anden kontakt til ham, før vi kan begynde at overveje en indlæggelse. Det ville være det bedste, hvis jeg fik en snak med ham”

”han vil slet ikke tale med nogen. Og det har jeg også sagt til ham: at han er torskedum. Men han er pissetræt af systemet, jeg tror, at du forstår, hvad jeg mener”

”Vil han slet ikke tale med os?”

”Nej, han er pissetræt af det hele, har jeg jo lige sagt, – det er jo derfor jeg ringer!”

”Jamen, hvis jeg ikke må tage kontakt til ham, kan jeg jo knap nok hjælpe ham, jeg mener, han må ligesom give en tilladelse til, at vi pludseligt ringer ham op, allerbedst at han selv ringer og får en snak, Jeg skal helst vide hvordan og hvem der er bedst til at tackle hans nuværende situation. Jeg mangler simpelthen et bedre grundlag før jeg kan trykke på den røde knap…”

”.. han er jo skidefuld, forstår du ikke det? Hvor er du langt ude, mand, er du overhovedet læge” dut – dut – dut.

og ...

”Goddag, det drejer sig om Nikolaj, jeg er hans mormor. Han er skidt tilpas, og han ville slet ikke have sin morgenmad. Han siger, at han har ondt i maven. Han virker også lidt varm og er slet ikke ’sig selv’ ”

”ja, jeg har ham her på skærmen, xx-vej i Vedbæk, 7 år gammel… ”

”ja det er Nikolaj, han har det som sagt rigtigt skidt, jeg ved ikke, hvad han fejler, jeg er jo ikke læge”

”jeg vil godt vide, om han har kastet op, om du har set om han har været på toilettet og om du måske ved noget om hans afføring i går eller i dag? Om andre i familien er syge. Du nævnte jo også, at han virker varm, har du taget hans temperatur?

”Nej, nej”

”Hvis du har et termometer, kunne du ikke gøre mig den tjeneste at måle hans temperatur, så ringer jeg tilbage om ti minutter og fortsætter mine spørgsmål?

”Joh… nej – han er altså ikke her hos mig, jeg ringer for min datter, Nikolajs mor”

”- men hvorfor ringer hun så ikke ind, er hun også syg?

”Nej, de er på Mallorca, og hun er ikke særlig tryg ved de spanske læger, så hun bad mig ringe til akuttelefonen”

Vrangopfattelsen af begrebet ”akuttelefon” som en bredt tilgængelig offentlig servicering er en konsekvens af, at den offentlige sektor over en bred kam (på linje med folkeskolerne) har mistet sin autenticitet i takt med den økonomiske vækst og udviklingen af en stadig større middelklasse samt dens narcissistiske pylrethed.

Det er også en konsekvens af den vidtløftige politiske parole, at vi har verdens bedste sundhedssystem. En sådan optimisme bliver ligefrem kynisk, når den kun kan overleve mod bedre vidende – åbenlyst afspejlet i kravet om endnu mere effektivisering og rationalisering gennem besparelser og fyringsrunder – samt et uændret højt serviceniveau med patienten i centrum.