Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Om vigtigheden af en god opskrift på sagosuppe

Jeg kan faktisk ikke huske at have fået sagosuppe siden. Og jeg nåede ikke at få mors præcise opskrift, inden hun døde. Det nåede vi ligesom bare ikke til. Hun skulle arbejde, jeg skulle lege, så skulle hun tage sig af mine yngre brødre, og jeg skulle læse - og så skulle jeg arbejde, og  hvorfor skulle hun dø? 

illustration: Rasmus Sand Høyer

Brev til mit yngre jeg

I denne serie skriver en række personer et brev til deres 13-årige jeg.

Jyllands-Posten har bragt de bedste i løbet af sommeren. Find tidligere bidrag på jp.dk/brev

Kære Henrik,

Jeg skriver fra til dig fra år 2017. Jeg husker, da du (vi) fyldte 13 år.

Der var sagosuppe til dessert. Varm og med solbærsaft lavet af bær fra stien uden for haven, hvor vi sad i julivarmen under det skæve lindetræ og ventede på midnat. Egentlig er sagosuppe en vinterret, men solbærsaft er bedst af nyplukkede solbær, og det var min fødselsdag, vi ventede på. Og allerede dagen før dagen er det fødselaren, der bestemmer, sådan er reglen. Altså fik vi sagosuppe.

Set i bakspejlet var det måske ikke verdens bedste valg til sidste dessert inden teenageårene - som den sidste nadver inden voksenlivet - men af en grund jeg ikke kan erindre, havde jeg droppet citronfromagen, der ellers er fødselsdagstradition og min favorit. Måske vi fik det på selve dagen?

Uendeligt langsomt blev det midnat, og jeg blev teenager. 

Kronik: Du har allerede oplevet så meget lort i dit korte liv

Præcis 35 år senere på minuttet har jeg taget plads på tagterassen på et hotel i Athen med min egen 13-årige søn ved min side. Ret forude er Akropolis, oplyst i aftenmørket som en  menneskeskabt måne, der knejser hvid og klar over den grå-sorte storby. Som den en generation tidligere begyndte min egen oplysning. Himlens guder og de afledte jordiske konsekvenser blev bragt ind i min verden af en nyuddannet cand.mag med bølget hår og lidt for stramme jeans. Med sig havde han doriske og ioniske søjler, men vigtigere havde han - ganske ubevidst for teenageren - et frø, som det skulle tage et par årtier at sætte i blomst.

Min søn læser, jeg skriver, han drikker cola, jeg drikker en øl. 

Jeg kan faktisk ikke huske at have fået sagosuppe siden. Og jeg nåede ikke at få mors præcise opskrift, inden hun døde. Det nåede vi ligesom bare ikke til. Hun skulle arbejde, jeg skulle lege, så skulle hun tage sig af mine yngre brødre, og jeg skulle læse - og så skulle jeg arbejde og  hvorfor skulle hun dø? 

"Vælg dine fødselsdagsdesserter med omhu," siger jeg til ham. Han kigger op fra sin bog, ser undrende på mig og læser videre. Noget om fodbold.

"Sagosuppe, for eksempel, er ikke et oplagt valg. Men på den anden side er det fantastisk med frisk solbærsaft. Farmor lavede saften selv. Hun lavede selv al slags saft - og hun syltede og købte fra tid til anden en halv gris og skar den selv i koteletter, skinkekød og lavede hakkefars på en lille kødhakker, som farfar skruede fast på kanten af køkkenbordet og som havde sådan et lille håndsving af træ, som man kunne få lov at dreje rundt, mens man stod på en skammel og bare var med. Og så bagte hun boller, men de var som regel hurtigt tørre og derfor bedst lige ud af ovnen. Men solbærsaften var verdensklasse," siger jeg og opdager, at jeg er blevet opgivet og nu kun taler med mig selv.

Kronik: Lad ikke altid fornuften råde

Jeg kan faktisk ikke huske at have fået sagosuppe siden. Og jeg nåede ikke at få mors præcise opskrift, inden hun døde. Det nåede vi ligesom bare ikke til. Hun skulle arbejde, jeg skulle lege, så skulle hun tage sig af mine yngre brødre, og jeg skulle læse - og så skulle jeg arbejde og  hvorfor skulle hun dø? 

Var der noget med citron? 

Spørgsmål jeg aldrig fik stillet. Men lige nu, mens jeg med udsigt ud over Athen står på skamlen i køkkenet og drejer på håndsvinget, har jeg chancen.

Brev til 13-årig: Stram dig lidt an. Ville det ikke være fint at beholde din mor?

"Hvordan laver man sagosuppe," spørger jeg og lader mig omfavne af svaret.

Spørgsmålene står i kø, og mens kødhakkeren kværner, får jeg svar. På alt jeg vil vide, med en lethed, som kun findes i drømme, men som dér på stolen i køkkenet er en strøm af nærvær og savn. Havde jeg dog bare fundet ind til spørgsmålene noget tidligere. 

Men det var svarene, jeg jagtede.

Hvis jeg kunne, ville jeg spørge hende om hendes liv og hvad hun tænkte, da hun måtte opgive at blive student, fordi først cykelturen, så togturen, så gåturen og siden om eftermiddagen den modsatte tur sammen med pligterne som ene pige blandt tre brødre, havde drænet hende. Om mødet med min far, da hun var 16 og han 19. Om festerne, tvivlen, sikkerheden og visheden ved livet. Jeg ville spørge hende om hendes far - modstandsmanden, lederen af redningsstationen, den aktive Venstremand, hvalfangeren, Rotary-medlemmet, den dobbelte modtager af Carnegies Heltemedalje - og blive klogere på hvad der drev ham? Var det pligten? Var det kærlighed? Var det tilfældet? Hvad drev ham til Grønland på hvalfangst? Hvorfor tog han kampen op, da kongen og regereringen forbød ham det? Hvordan kom han op fra isen, efter at været hoppet gennem den for at redde en ven, der var faldet overbord? Hvad tænkte han, da han sprang? Og hvilke tanker var der i at være Venstremand?

Kære pige, med tiden vil du opdage, at det er inderligt ligegyldigt at "vise dem"

Hun ville have svaret, at det kunne jeg da selv spørge om, for der på stolen ved kødhakkeren med udsigten over Athen er det ikke to år siden, min morfar døde dagen før min 11-års fødselsdag.

Så jeg spørger ham. Han svarer, at pligten altid er over for det fællesskab, man er en del af og at fællesskabet er større end man først loge skulle tro. At størst af alt er kærligheden og den er værd at kæmpe for. At det at have venner man stoler på ofte fører til samtaler med helt andre facit end man selv kunne nå frem til. At hvalfangst var et eventyr for en 19-årig med oprør i blodet og at harpunens krog er tung at sætte i harpunkanonen. At modstandskampen var ret, da andre gjorde uret og at uretten altid kræver modspørgsmål, selv når kongen har givet svar. At man skal kante sig baglæns over iskanten og slå hårdt med benene til man er så langt oppe, at man kan mærke isen igen bærer. Og at han ikke tænkte, da han sprang fordi det var det, der skulle gøres og at skal fællesskabet bære, kræver det, at den der kan, hjælper den, der ikke kan. Og at det var derfor han var Venstremand og derfor ville have svært ved at være det i dag.

Måske det var også derfor min mor var formand for Husmoderforeningen, Gymnastikforeningen og FDF, mens min far tog sig af Borgerforeningen, Vandværket og Menighedsrådet, foruden at de sammen på skift sad i Forsamlingshusets bestyrelse og spillede med i det årlige dilletantteater.

Ung mor efter blodprop: Jeg bad Vorherre om at leve bare to år mere

Og måske det forklarer mere om mig selv, end jeg både aner og vil være ved.

"Det handler først og fremmest om at deltage. I fællesskabet og samtalen. Og at stille sig til rådighed og stille spørgsmålene," siger jeg.

"Hvad snakker du om, far," vil teenageren vide.

"Om sagosuppe. Jeg taler om sagosuppe. Om vigtigheden af at have en god opskrift. Man skal huske at spørge efter den, mens man stadig har chancen."

Rød sagosuppe med frisk solbærsaft (rød sagosuppe) 

Med hjælp fra dk-kogebogen.dk, hukommelsen og min far

60 g. sagogryn

7.5 dl. vand

2-3 dl. frisklavet solbærsaft (brug evt Ribena; i så fald mere saft og mindre sukker)

250 g. rosiner (eller evt. svedsker)

Sukker efter smag og behov

Vandet bringes i kog sammen med saften i en stor gryde. Når det koger, drysses sagogryn i og koger så indtil næsten alle gryn er gennemsigtige. Tilsæt rosiner og lad det koge til alle gryn er gennemsigtige. Grynene må hellere have fået for lidt end for meget. Der smages til med sukker.

Følg
Jyllands-Posten
Kronik: Du har allerede oplevet så meget lort i dit korte liv

Chili Djurhuus, musik- og bevægelsespædagog

Selv om du lige nu synes, at barberbladet og anoreksien er din bedste ven, så skal det hele nok ændre sig.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: DR kan ”næsten være lige meget”

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.’s besparelser.

Blog: Skattesnyd koster for os alle

Gitte Seeberg
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre.

Amerikansk kommentator: Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er død

David Ignatius

kommentator, The Washington Post

At tale om palæstinensiske rettigheder nu om dage vækker foragt eller udløser blot en gaben. Palæstinenserne er gårsdagens problem. Selv araberne er trætte af deres stejle krav.
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her