Danmark skal kende sin besøgelsestid nu
Danmark skal tage vare på sin arv af unikke gamle danske husdyrracer – overleveret os fra vore forfædre og formødre.
Danmark skal tage vare på sin arv af unikke gamle danske husdyrracer – overleveret os fra vore forfædre og formødre. Gennem 30 år har ildsjæle entusiastisk samlet resterne af i dag: sjældne danske husdyrracer. Mest spektakulær er nok den røde ko, hvis udviklingshistorie er én blandt flere spændende i landbruget i Danmark.
Gennem et århundrede har danske mænd og kvinder opdrættet og udviklet rød dansk malkerace, RDM 70, i en sådan grad, at den ikke alene har været at se på marker overalt i Danmark gennem mere end hundrede år. Den blev tillige en værdifuld eksportvare, som danske bønder gennem årtier tjente ekstra på at sælge til bl.a. Estland, Letland, Litauen og Polen.
Den findes endnu, RDM 70, men kun i et antal, som FN’s landbrugsorganisation, FAO, vurderer som »en truet kvægrace på verdensplan, der skal beskyttes«.
Danmark må leve op til sin forpligtelse i henhold til internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig og forpligtet sig på: Danmark må påtage sig helt og fuldt at støtte bevaringen af vores sjældne gamle husdyrracer: RDM 70, men også andre lignende klassificerede oprindelige husdyrracer.
Vi kan ikke lade det være en sag kun for ildsjæle fortsat at bevare vor unikke levende arv. Bevaring af renavlede gamle danske husdyrracer skal fremover primært være en ærlig og redelig sag for fagligt godt landmandskab for dedikerede bønder på biodiversitetsgårde i de oprindelige landbrugsområder, der i forvejen er taget ud af moderne landbrugsdrift, og med fuld underskudsdækning af staten.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter