Vi er havnet i en dyb, dyb kløft af forskellige meninger om sund ernæring

Der er jo nærmest et komplet hysteri om offentliggørelse af diabetesforskernes resultater vedr. type 2-diabetes. Og betegnelsen ”sund mad” bliver anvendt af både forskere, journalister og almindelige mennesker som det mest naturlige i verden.

Hen over spisebordet derhjemme og i den offentlige debat bliver ordet ”sund” brugt, som om vi alle var enige om både betydningen af og perspektivet i anvendelsen af ordet. Vi har hver vores forforståelse, og det kan i sig selv skabe forvirring og afspore debatten om f.eks. sund mad og sundhed. Det bliver ikke, før vi er enige om begrebet ”sund”, at vi kan få en nogenlunde ligeværdig og meningsfuld debat og måske blive sundere.

Nu er det jo heldigvis ikke sådan, at Fødevarestyrelsen har patent på at benytte betegnelsen ”sund”, hvilket er betryggende, idet der ikke ligger videnskabelig evidens bag deres kostråd. Kostrådene har været stort set uændrede, siden de kom frem for snart 50 år siden. Befolkningen tror, at kostrådene er sunde, men det er de så langt fra.

Det er velkendt, at en løgn kan gentages så mange gange, at den til sidst opfattes som sandheden. Dette er f.eks. tilfældet med mættet fedt, som i 1960’erne blev sat i skammekrogen og gjort ansvarlig for hjertekredsløbslidelser.

Den påstand hænger ved hos både befolkning og myndigheder, uden at den nogensinde er bevist. Til gengæld er den modbevist i adskillige videnskabelige undersøgelser, men det har ikke medført en ændring af de danske kostråd eller folks opfattelse af fedt.

Den danske befolkning får naturligvis dårlig samvittighed, når de opdager, at deres adfærd ikke giver dem et bedre helbred, men til gengæld gør dem mere og mere usunde. Den enkelte betragtes som skyldig eller endog syndig. Problemet er bare, at det ikke er den enkeltes skyld.

At der oven i forvirringen og den dårlige samvittighed er voldsomt store kommercielle interesser i at bevare manglende konsensus om sund ernæring, gør blot forbrugernes muligheder for ”sunde” valg sværere.

Mennesket er eneste art på kloden, som bliver overvægtig, og det må først og fremmest skyldes den ernæring, de får – og ikke får. Ingen anden art spiser frivilligt noget artsfremmed.

Ingen anden art spiser noget kunstigt fremstillet. Ingen anden art spiser tilsætningsstoffer. Ingen anden art fravælger naturlig næring og tilvælger unaturlige fødevarer.

Vi er havnet i en dyb kløft af forskellige forforståelser om sund ernæring. Kløften ses imellem befolkning, forskere, fødevareproducenter/medicinalindustri og sundhedsmyndigheder. Forforståelserne er naturligvis præget af de forskellige grundlæggende interesser, der gør sig gældende.

Det største dilemma med denne ”kløft” er, at befolkningen sidder midt nede i den og bliver ofre for de tre andre parters divergerende interesser og indbyrdes afhængighed.

En usund befolkning giver forskerne noget at forske i og dermed karrieremuligheder, fødevareproducenter/medicinalindustri tjener milliarder, og sundhedsmyndighederne fortsætter blindt ud ad den velkendte vej, som bibeholder status quo, og som fastholdes af loyalitet over for de samme producenter og industri.

Der er i den grad behov for et paradigmeskifte ift. kost og ernæring. Moderne videnskab har for længst skudt de gamle kostråd i sænk, befolkningen er ved at bukke under for livsstilssygdommene, og udgifterne til behandlinger og afledte effekter af sygdommene er ved at slå bunden ud af statskassen.

Et paradigmeskifte skal tage udgangspunkt i menneskets behov for ”sunde” autentiske fødevarer, som opbygger i stedet for at nedbryde, og som er fulde af vitalitet og næring.

Nye officielle kostråd skal udarbejdes af uafhængige sundhedsfaglige eksperter uden indblanding fra hverken fødevareindustrien eller medicinalindustrien. Mon det kan lade sig gøre? Hvor længe tør politikerne undlade at handle? Hvor blev deres ”sunde” fornuft af?