Ubehageligt problem for kongehuset
Nu må debatten i medierne om prins Henriks ønske om ikke at blive begravet ved siden af dronningen i Roskilde Domkirke snart slutte. Hofmarskallatet må komme i gang med at finde løsningen på dette for kongehuset meget uheldige og ubehagelige problem, som ikke kun er sorgfuldt for dronningen, men for alle danskere. Løsningen må være, at hverken dronningen eller prins Henrik bliver gravlagt under den sarkofag, som Bjørn Nørgaard har formgivet. Kommer dronningen efter sin død til at ligge alene på dette sted, vil det kun give anledning til spørgsmål og endog spøgefulde bemærkninger. Dronning Margrethe 2. fortjener at få sit eget gravmæle i Roskilde Domkirke ved siden af dronning Margrethe 1. Bjørn Nørgaards sarkofag kan så reserveres til det kommende kongepar. Det er ikke tænkeligt, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary ikke vil gravlægges ved siden af hinanden.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter