Følelser er noget mærkeligt noget
Kære Astrid Lucia Offersen. Du skriver i JP 30/7, at du bliver såret, når man bruger betegnelsen ”neger”, men godt er klar over, at mange ikke siger det for at såre. Ja, følelser er noget mærkeligt noget. Jeg forstår det ikke, og jeg bruger betegnelsen neger, som jeg bruger betegnelsen asiat. Men jeg accepterer, at du har denne følelse.
Til gengæld bryder jeg mig ikke om betegnelsen pensionist og slet ikke ”ældrebyrde”. Jeg ved godt, at det blot er ment som en bekvem måde at beskrive en udfordring i samfundet. Men sårende er det altså. Så hellere senior eller ”det grå guld”, selv om jeg godt ved, at det er en romantisering af det selv samme problem. Men jeg og mit selvværd har nu lært at leve med det.