Vi skal have langt flere værnepligtige, og de skal uddannes længere
Dansk Folkeparti ønsker 10.000 værnepligtige, og uddannelsen skal forlænges fra 4 måneder til 9-12 måneder.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har en stærk allieret i Nato, som vi skal holde fast i. Men vi bliver kritiseret for ikke at bruge nok ressourcer på vores forsvar, fordi vi ikke lever op til Nato-kravet om at bruge 2 pct. af bnp på forsvaret. I dag bruger vi 1,17 pct. Derfor støtter Dansk Folkeparti regeringens ønske om et substantielt løft af forsvarsbudgettet.
Det er vigtigt at holde fast i Nato og ikke erstatte Nato med EU. Derfor skal vi fastholde vores forsvarsforbehold over for EU. Det militære forsvar af Danmark er som en brandforsikring – man ved ikke, hvornår man får brug for det, men når man har brug for det, vil man gerne have, at det er stærkt og robust. Det er Danmarks forsvar desværre ikke i tilstrækkelig grad i dag.
Der var ikke nogen, der forudså Murens fald eller terrorangrebet den 11. september 2001, valget af Trump eller brexit. Hvordan kan man så vide præcis, hvordan og med hvem man risikerer at komme i konflikt inden for de næste 10 år? Det kan man heller ikke.
Man kan simpelthen ikke komme med bestemte forudsigelser, der holder stik. Derfor skal vores forsvar ikke være specialdesignet til en bestemt opgave. Vores forsvar skal i stedet kunne flere ting.
Siden 2004 har Danmark haft et forsvar, der kun var rettet imod deltagelse i internationale opgaver langt fra Danmark – et såkaldt ekspeditionsforsvar. Dermed har vi overset forsvaret af Danmark – dvs. territorialforsvaret og evnen til at indgå i forsvarsopgaver inden for Nato – et områdeforsvar.
Det danske forsvar skal ikke kun kunne bidrage til internationale opgaver. Det skal også kunne forsvare vores eget territorium. Det kræver, at vi øver på en anden måde, at vi opretter en reserve- og mobiliseringsstyrke, og at vi indkøber materiel rettet imod opgaven – det drejer sig om luftforsvar, panserværn, ubåde og udstyr til at opdage ubåde og bekæmpe dem.
Vores fregatter bør også udrustes til områdeforsvar og evt. missiler. Ligeså skal vi have materiel til mineudlægning i egne farvande. Og så skal vi ruste os til de nye cyber-udfordringer ved bl.a. at deltage i Natos cybercenter i Tallinn. Danmark skal selvfølgelig stadigvæk opretholde evnen til at udsende bidrag til internationale opgaver samt til Natos artikel 5-forsvar.
Dansk Folkeparti ønsker, at forsvaret udvikler sig hen imod en model med en mindre fuldtidsansat og professionel kerne og en større reserve samt mobiliseringsstyrker.
Totalforsvarskonceptet, som allerede er indført i denne forligsperiode, er et skridt på vejen. Men denne udvikling skal forstærkes i næste forligsperiode – blandt andet skal en styrket værnepligtsuddannelse bruges til dette. Vi skal gradvis omlægge forsvaret til at have en mindre professionel kerne og en større mobiliserbar styrke. Det giver en højere fleksibilitet.
Vi bør også bruge hjemmeværnet mere aktivt i denne sammenhæng. Der er flere lande, der har et forsvar, der i højere grad bygger på reserve- og mobiliseringsstyrker.
Finland har f. eks. et forsvar, der koster omtrent det samme, som har en mindre fastansat, professionel kerne og en større mobiliseringsstyrke og reserve. Vi mener i Dansk Folkeparti, at det danske forsvar skal udvikles hen imod den finske model.
Vi ønsker betydeligt flere værnepligtige – ca. 10.000 (imod de 4.200 vi har i dag), samtidig med at værnepligtsuddannelsen skal forlænges fra 4 måneder til 9-12 måneder.
Den længere uddannelse skal gøre de unge mennesker til bedre soldater og gøre det muligt, at de kan indgå i en mobiliserbar totalforsvarsstyrke. Nogle skal hjemsendes som samlede enheder og mønstres i løbet af de næste fire-fem år. Andre kan fortsætte i forsvaret og blive uddannet til fuldtidsansatte, professionelle soldater.
Der skal fortsat være værnepligt for mænd og frivillig værnepligt for kvinder. Og vi ønsker også værnepligt for grønlændere og færinger på lige fod med danskere.
Der er mange grunde til, at vi skal styrke værnepligten. Værnepligten er et godt rekrutteringsgrundlag for det danske forsvar. Samtidig er værnepligten en sund og opdragende beskæftigelse for unge mennesker, og den giver dem mulighed for at møde andre unge fra alle lag i samfundet og alle egne af landet.
Værnepligten kan derfor betegnes som en effektiv integrationsmotor.
Den giver også almindelige mennesker indblik i, hvad der sker i samfundet. Derfor er værnepligten den bedste demokratiske kontrol af et forsvar, man kan have. Værnepligten er dermed både god for forsvaret og for samfundet.
Vi mener, at vi får mest tryghed for pengene ved at udvikle forsvaret efter disse tanker om et stærkt og fleksibelt forsvar.