Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Når høfligheden er en afvigelse

Der er behov for at råbe vagt i gevær.

Artiklens øverste billede
Tabet af høflighed kan nemlig også tolkes på en anden måde, nemlig som en afspejling af et generelt tab af moralske værdier. Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer.

Et hold forskere har skrevet, at deres erfaringer viser, at danskere anses som uhøflige i udlandet, som refereret af lektor Michael Böss i Kristeligt Dagblad forleden. Det overrasker mig ikke. Det offentlige rum her i landet er i stigende grad et alrum, hvor vi gnubber os op af hinanden uden at udvise bare minimal høflighed, og begrebet høflig betjening er efterhånden en by i Rusland. Tag bare det gængse udtryk ”må jeg lige skubbe til dig”? Man kan f.eks. komme ud for det på vej ned af en rulletrappe i et stormagasin. Man kender ikke den pågældende – alligevel kommunikeres der, som om man delte bord eller seng med vedkommende. Det er grænseoverskridende men meget symptomatisk.

Vi lever i stigende grad i én stor gigantisk storfamilie, hvor der ustandselig dumper uventede og ofte uvelkomne gæster ind af døren.

Vi kender vist også alle følgende situation: Man står i en café og vil gerne ekspederes, men to af de ansatte er fordybet i en højrøstet diskussion om et privat emne, som tydeligvis har højere prioritet end at ekspedere kunderne. Når man så endelig bliver ekspederet, er det i et adspredt og lettere irriteret tonefald, og man føler, man ligefrem får karakter for sin adfærd, hvor det dog burde være kunden, som bestemte. Man behandles måske ligefrem som enten et irritationsmoment eller en stakkel, som har brug for hjælp af én eller anden art. Alle mulige uvedkommende hensyn sniger sig ind på én i det sociale samkvem, i det øjeblik der mangler stærke, fælles normer for passende opførsel.

Vi lever i stigende grad i én stor gigantisk storfamilie, hvor der ustandselig dumper uventede og ofte uvelkomne gæster ind af døren. Den fysiske eller elektroniske dør. Folk gaber uden at holde sig for munden; udstiller deres privatliv til gene for omgivelserne og maser sig ind på hinanden. Vi er alle på tålt ophold hos hinanden.

Nu skal man naturligvis passe på med ikke at drage forhastede konklusioner: Manglen på høflighed kunne godt tænkes at hænge sammen med bagvedliggende faktorer såsom en uforholdsmæssig høj grad af anvendt ytringsfrihed her i landet. I så fald skal faldet i høflighed afvejes i forhold til en vækst i frihed, eller det må overvejes, hvordan man etablerer former for samvær, som bevarer høfligheden uden at det indskrænker friheden væsentligt.

Alligevel er der klart behov for at råbe vagt i gevær. Tabet af høflighed kan nemlig også tolkes på en anden måde, nemlig som en afspejling af et generelt tab af moralske værdier. Her tror jeg, man finder en væsentlig del af forklaringen på problemet. Når en højre politiker f.eks. håner Enhedslisten og Alternativet for ”godhed”, så er der noget galt i samfundet. Godhed som sådan må aldrig blive et skældsord.

Tabet af høflighed kan nemlig også tolkes på en anden måde, nemlig som en afspejling af et generelt tab af moralske værdier.

Der er to spor i vor nye, grænseløse kultur, det formelle og det uformelle. Tidligere var de skarpt adskilte, nu krydser de hinanden, og det uformelle spor i vores sociale samvær bliver stadigt bredere og optager mere plads. Hvor vigtigt dette skifte er, ses af, at den uformelle kommunikation, som typisk artikuleres af de sociale medier, nu også har fundet vej til højeste, politiske sted.

Vi oplever det som sagt også i arbejdslivet, hvor det bliver stadigt sværere at skelne mellem kundebetjening og kollegabetjening. Det vertikale spor – kundebetjeningen - må ofte vige for det horisontale spor – kollegabetjeningen. Et andet eksempel: Man er som bruger – og skattebetaler – kommet ind på et bibliotek og vil gerne betjenes. Men det er svært at få opmærksomhed og ørenlyd og ro, fordi et væld af børn tumler rundt, så stedet minder mere om en børneinstitution end et bibliotek, og to-tre af de ansatte er i fuld gang med at udveksle erfaringer fra privatsfæren. Og det sker ikke afdæmpet. Næ, det sker højrøstet. Intet skjules som bekendt længere. Blufærdighed anses nærmest for et tegn på sygelighed. Nu handler det om at dele, alt deles, arbejdsliv og privatliv flyder sammen. For den bruger, som står stumt afventende i en kø eller sidder bøjet over en offentlig computer og forsøger at koncentrere sig, kan det godt virke både irriterende og lettere krænkende.

Flytter vi blikket over i et andet regi, det offentlige kontor, hvor denne type adfærd også forekommer, bliver de negative sideeffekter af al den uformelle socialitet i formelle sammenhænge endnu tydeligere og mere krænkende: Det er meget provokerende for en arbejdsløs at opleve de ansatte på et offentligt kontor sidde og hygge sig, mens han eller hun venter eller betjenes forsinket, adspredt, måske endog patroniserende. Trivsel er vigtig men trivslen må ikke udarte til fordømmelighed og slendrian med negative, psykosociale sideeffekter. Det er tydeligvis svært at trænge igennem med kritik.

Intet skjules som bekendt længere. Blufærdighed anses nærmest for et tegn på sygelighed. Nu handler det om at dele, alt deles, arbejdsliv og privatliv flyder sammen.

Sagen er den, at er den problematiske ansatte med de løsthængende vaner først sluppet ind over hegnet til de arbejdendes stand, så er næsten alt muligt, så længe vedkommende er social og tilpasser sig tonen på stedet. De arbejdende trækker rask væk stigen op efter sig og oplever brugerne og klienterne som en irriterende pligtøvelse i et arbejdsliv, som ellers handler om kollegaer.

Hvad kan man stille op over for fænomenet? Det siger forskerne ikke meget om. Det handler for mig at se først og fremmest om at lære at optræde fair og udvise respekt for andre menneskers grænser. At stoppe mens legen er god. At kunne høre og se, hvornår fagligheden kalder, og socialiteten må vige. Som det også rigtigt påpeges af de omtalte forskere, skyldes en del af miseren klart nok 60-er generationens slappe moral og dennes efterdønninger i de yngre generationers adfærds kodeks. Kaos er ikke nogen særlig god opskrift på god tone. Men problemet kan ikke føres tilbage til en enkelt generations excesser.

En anden del af problemet er misforholdet mellem en høj grad af social interaktion og så et uudviklet, fælles sprog. I gamle dage var sproget som bekendt klassedelt. Samfundet var som en klassedelt skole, hvor der i de enkelte sociale rum taltes forskellige sprog, hvilket gjorde livet lettere i det daglige. Samtidig var der en kulturel elite, som man så op til og forsøgte at efterligne. I dag er murene brudt ned, og et enkelt sprog skal favne en mangfoldighed af sociale skel. Samtidig med at forbillederne har mistet deres evne til at inspirere. Nydanskeren nede i kiosken skal kommunikere med den ældre konservative dame på Frederiksberg, hvis sprog er rigsdansk og så perfekt, at det nærmest burde fredes, og hvis tolerancetærskel over for de sprogligt ubehjælpsomme nyankomne forståeligvis er begrænset. Denne tilstand giver anledning til misforståelser og ærgrelse – samt forsøg på at finde en laveste fællesnævner, f.eks. i TV, som alligevel gør social omgang mulig. Det er denne laveste fællesnævner vi i disse år kalder kultur, skønt den i realiteten er en uskøn blanding af instinkt, følelser og rå humor af værste støbning.

Ligesom der er steder, hvor man kan få opladet sin mobil, bør der i et samfund også være steder, hvor man kan gå hen for at få opladet sit sprog. Kirkerne kunne være et sådant sted og var det engang: Der findes da også stadigvæk gode præster, som taler et smukt og poetisk dansk, men det forekommer at være undtagelser. Massekulturen presser på for at blive lukket ind i kirkerne, og mange kirker har givet efter. Resultatet er oftest uskønt.

Litteraturen og kunsten kunne også være et sted, hvor man oplevede at blive løftet sprogligt såvel som åndeligt. Desværre er kunsten og litteraturen herhjemme blevet sekterisk og institutionaliseret i en grad, så man heller ikke længere kan vente sig megen opladning og kultur fra den kant. De unge digtere smider om sig med uskønne, hverdagssproglige provokationer og glemmer helt, at det sprog, de taler og skriver i anden omgang indgår i kulturens kredsløb og kommer til at præge den måde, der tales og skrives ude i samfundet. De har et kulturelt ansvar, som de imidlertid ikke vil vedkende sig. Anmeldere udtaler frimodigt, at de skam kun anmelder ”for deres egen skyld”. Dansklærere og højskolelærere citerer fra digtsamlinger skrevet af de nye rå og de nye middelmådige, og de rå typer på gaden udenfor glæder sig over at have fået grønt lys for deres råhed.

Ligesom der er steder, hvor man kan få opladet sin mobil, bør der i et samfund også være steder, hvor man kan gå hen for at få opladet sit sprog.

I gamle dage var kultur, religion, kunst og digtning sider af samme sag. Sådan er det ikke længere i den vestlige verden. Digtning er ikke længere nødvendigvis kultur. Kunsten og digtningen ser ikke længere sig selv som en dannelsesfaktor; er det som regel heller ikke. I stedet er kunst og digtning blevet enten et højrøstet vedhæng til den politiske samtale i samfundet, eller en meget individualistisk bearbejdning af menneskers personlige problemer. Med andre ord psykoterapi stillet til offentligt skue men uden nyttige effekter på kulturens udvikling. Det er ret sølle at være vidne til, men af og til dukker der dog heldigvis en modig undtagelse op, som tør stå alene med sin klassik eller originalitet, og som i bedste fald kan dreje udviklingen i en anden retning – måske endda i retning af nydannelsen og den kvalitative kultur, som nogle politikere og debattører nu begynder at tale åbent om.

Der tales meget om disruption – opbrud – i disse år. Den uskyldige indfaldsvinkel til fænomenet er, at der ønskes nye dristige indfaldsvinkler til problemløsningen. Man skal turde vende tingene på hovedet. Nabobegrebet distortion (forvridning) – påfaldende at de to begreber er skudt op side om side – er en variant af fænomenet, som mere grundlæggende handler om at slippe det kaotiske løs; turde smide hæmningerne og leve med kaos. Normalitetsbegrebet udfordres konstant. Det er muligt, at disse nye, sociale processer afføder større tolerance. Problemet er imidlertid, at hvis der ikke er noget gulv under al denne aktivitet, risikerer den at blive nedbrydende for basale kulturnormer. Vi har i dag ledende politikere, som har kaos på programmet – jeg tænker naturligvis på Alternativets Uffe Elbæk. Samfundet risikerer at blive den store fest, som ikke stopper, selv ikke når folk er godt trætte og ikke kan genkende sig selv, og svineriet begynder at brede sig. Disruption kommer både nedefra og oppefra. Fra bunden af samfundet er den ganske vist ofte de marginaliseredes kampråb stillet over for en mur af adgangskrav. Men tag ikke fejl: Disruption anvendes også af den økonomiske elite, når den støder imod en sidste skanse af kulturelle normer for passende adfærd, som bremser indtjeningen. I ly af den sociale fest kan meget nyt lade sig gøre. Den amerikanske forfatter Naomi Klein taler med tanke på Donald Trump om the politics of distraction. Distraktionsstrategi. Adspredelsespolitik. Mens vi tænker på noget andet og halvsjovt nyt bliver vi snydt – snydt for noget vigtigt, og Donald Trump er såmænd ikke den værste i den henseende. I det mindste holder han fast i traditionelle værdier som familie og heteroseksualitet, som er under pres i disse år.

Vi danskere er de mindst høflige men også de mest lykkelige. Vi oplever åbenbart ikke den manglende høflighed som et stort problem. Eftertanken mangler. Vi er blevet kynikere. Vi ser lige igennem den kirke, som tidligere kunne mane til eftertanke. Den er erstattet af behandling. Dem som kommer i tvivl om værdien af det grænseløse eller livet i overhalingsbanen får at vide at de er stressede eller depressive, og der stilles venlig behandling til rådighed. Er man virkelig ked af det, stilles der, som jeg har set det et sted, ”åbne sorggrupper” til rådighed. Åbne sorggrupper?

Vi danskere er de mindst høflige, men også de mest lykkelige.

Begrebet er meget dansk og meget problematisk, for sorg er naturligvis grundlæggende noget man selv må arbejde med og komme over, ofte med ny livskvalitet til følge. At man kan forestille sig sorggrupper som åbne er en facet af den nye, danske grænseløshed. Manglen på høflighed kommer også til udtryk i taktløshed og mangel på diskretion. Folk vil have en fod i døren til andres liv. Men mennesker skal have lov til at have deres sorg i fred. Den bør som udgangspunkt være lukket. Privat. Uden adgang. At udstille sin sorg eller svælge i den er ikke nogen god løsning. Stillet over tabet er der ingen nemme løsninger, og Danmark skal ikke være de nemme løsningers land.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen