Museumsstøtten trænger til en støvekost

Statsstøtten til danske museer er ulogisk og ofte tilfældigt eller historisk betinget. Der er stort set intet råderum til nye initiativer, og de statsstøttede museer er i dag alle pålagt de samme opgaver. Heller ikke arbejdsdelingen mellem stat og kommune er logisk, og det har i årevis skabt irritation blandt både borgere, politikere og museumsfolk.

Nu prøver vi så igen. Jeg har de seneste måneder med glæde konstateret, at interessen for reformer er stor. Flere har allerede bidraget med inspirerende forslag, og nu sætter jeg gang i en proces, som alle inviteres til at bidrage til.

Det er bredt erkendt, at den nuværende støttestruktur er fastlåst, og at der skal være større mulighed for fleksibilitet. Strukturelt er der sket rigtig meget med regionale museumssamarbejder mv. Men vi skal se hele området igennem på en ny tids præmisser. Ikke med afsæt i institutionerne, men med afsæt i ønsket om at åbne og gerne forny samlingerne og at udvikle incitamenterne til både bredere og dybere formidling.

Det gælder, uanset hvilken type museer vi taler om. Der ligger ingen modsætning heri.

Alene det at få skabt en mere gennemsigtig og logisk forklarlig støttestruktur vil være et fremskridt.

En eventuel reform skal naturligvis bygge på respekt for fundamentet for det hele, nemlig samlingerne. Flere har udtrykt bekymring for, at satsning på forskning og formidling vil betyde, at samlingerne nedprioriteres, men den logik køber jeg ikke.

Forberedelsen af en eventuel reform kommer til at bestå i følgende:

Jeg har nedsat to små visionsgrupper, der fra hver sin vinkel skal arbejde med forslag til ny statslig støtteordning hen over efteråret.

De to grupper består af hver to personer. Den ene gruppe har indgående kendskab til området, mens den anden har et blik udefra.

Hertil kommer, at jeg inviterer alle med viden om eller interesse for museumsområdet til at kigge ind i kommissoriet for de to visionsgrupper og indlevere egne bidrag til Kulturministeriet senest 1. december. Kommissoriet ligger på Kulturministeriets hjemmeside.

Det hele skal munde ud i en stor museumskonference i januar 2018, hvor forslag og idéer præsenteres og drøftes. Og med afsæt i hele dette forløb tager vi så fat på politiske forhandlinger om en eventuel reform.

Et forløb kan tilrettelægges på mange måder. Melder man politisk klart ud på forhånd, kan det opfattes som brutalt. Tilrettelægger man et længere forløb, er der nogle, der bliver frustrerede og usikre på fremtiden. Men uanset hvad vil det være et politisk svigt bare at lade stå til.

Nu prøver vi så. Det kan bestemt ikke udelukkes, at det hele strander endnu en gang, fordi det politiske mod til reformer svigter. Men jeg håber det bedste og tror, at det kan lykkes. Forsøget skal i hvert fald gøres – med det klare formål, at så mange borgere som muligt skal have adgang til museer og formidling på det højeste niveau.

Det handler om vores identitet, forståelse af os selv – og ikke mindst evnen til at forstå andre. Det er livets store spørgsmål, der er på spil.