Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Der røg Liberal Alliances sidste figenblad

Astrid Krag, folketingsmedlem (S)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med fare for de næsten obligatoriske anklager om »personhetz« vover jeg alligevel pelsen og bevæger mig ind på emnet: økonomien på Lotte-hjemmet, hvor ældreminister Thyra Frank var plejehjemsleder. Nu er det slået fast med syvtommersøm, at Lotte fik markant flere penge end andre plejehjem.

Det erkender den professor, der ellers stod som den videnskabelige garant for Radio24Syvs historie tilbage i foråret om, at Lotte ikke blev overbetalt. En historie, som ukritisk blev viderebragt i stort set alle medier, også i JP. Og en historie, som Liberal Alliance straks brugte som bevis på, at god og værdig ældreomsorg ikke afhænger af penge, men af værdier.

Men historien var en and. Lotte fik ikke nationalt fastsatte takster baseret på beboernes plejebehov, sådan som radiostationen hævdede. Lotte forhandlede sine egne takster, som var markant højere, end dem andre plejehjem fik.

Tilbage står Frederiksberg Kommunes vurdering af, at Lotte havde 20 pct. højere driftsudgifter og et madbudget, der var 50 pct. højere end kommunens øvrige plejehjem. Dermed røg det sidste figenblad, som Anders Samuelsen og Liberal Alliance har dækket sig med, når de gang på gang med Lotte-hjemmet som forbillede har hævdet, at man kan få meget bedre kvalitet i det offentlige for meget færre penge. Men Lotte-hjemmet er eksemplet på det modsatte. Nemlig at pris og kvalitet som oftest hænger sammen. Derfor er jeg stærkt bekymret for, hvad det vil betyde for kvaliteten af den pleje og omsorg, vi giver de ældre, at regeringen reelt fører sparepolitik i den offentlige sektor.

Selvfølgelig betyder værdier, god ledelse og mindre bureaukrati med rum til medarbejdernes faglighed meget. Men det gør det ikke alene. Så hvordan sikrer vi alle ældre en ordentlig og værdig ældrepleje, hvis der ikke er rum i budgetterne til at ansætte flere medarbejdere, i takt med at vi bliver flere ældre?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.