Søren Gade er mere sig selv end Venstres gruppeformand

For få dage siden faldt Venstres gruppeformand, Søren Gade (SG), sit parti og den regering, han burde støtte, i ryggen.

Det er sket i forbindelse med, at han i et læserindlæg – uden sikkert fundament og uden forinden at have drøftet det med bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen – kritiserede, at man i regeringen gjorde sig overvejelser om at lade almennyttige boligers belåning ske med statsfinansierede lån i stedet for at lade realkreditinstitutionerne stå herfor.

SG anførte, at regeringens tanker var »socialistisk politik«. Men det har intet med »socialistisk politik« at gøre, og hvilke indsigelser har SG egentlig hørt fra kreditinstitutionernes side?

Det er og burde være uhørt, at en gruppeformand for et regeringsparti i en mindretalsregering på den måde forsøger at svække sin egen regering, men det er sket tidligere, at SG som gruppeformand kører sololøb for at bringe sig i mediernes lys. Er det, fordi SG er skuffet over, at han efter at have måttet fratræde sin direktørstilling i Landbrug & Fødevarer ikke blev minister?

Hvor jeg dog savner folk som afdøde Ivar Hansen og Christian Mejdahl som gruppeformænd.

Jeg mindes også, at SG som forsvarsminister i et tv-indslag den 26/9 2009 om “Jægerbogssagen” til spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det ville have, hvis oversættelsen til arabisk var sket i forsvaret, svarede, at »det er far her, der tager konsekvensen.« Det viste sig desværre, at det var en ansat i forsvaret, der havde foretaget en maskinoversættelse til arabisk. Men hvem blev ofret af ministeren?

Det gjorde daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, som var en dybt hæderlig og dygtig chef, som intet kendte til den omhandlede falske oversættelse. Ministeren valgte trods sit klare politiske ansvar at blive siddende.

Og når nu SG taler om »socialistisk politik«, går mine tanker tilbage, til dengang SG som få uger gammel forsvarsminister i 2004 uden sværdslag og blot for at få et hurtigt forsvarsforlig – med socialdemokraten Jan Trøjborg – og reelt imod de øvrige borgerlige partiers ønsker indgik aftale om at nedlægge det danske ubådsvåben.

Det har jo med Putins adfærd vist sig at være en katastrofal beslutning. Norge og Sverige har for længst udbygget deres ubådsvåben. Og som Jyllands-Posten allerede i lederen 5/3 2003 bl.a. skrev: »Vi har et dansk speciale i kystnære ubåde, som er velegnet til overvågningsopgaver (...) Danmark skal selvsagt med over 7.200 km kystlinje og med særlige forpligtelser i Nordatlanten omkring Færøerne og Grønland stå vagt om et naturligt søforsvar. Dertil hører ubåde.«

Det, som JP dengang sagde, har fået endnu mere aktualitet. Og det er samtidig tankevækkende, at Natos daværende militære chef og USA’s forsvarsminister gik voldsomt ind for bevarelsen af den danske ubådskapacitet, hvis genopbygning vil tage tid, men det er aldrig for sent.

At ubådene med henblik på indhentning af efterretningsoplysning og landsætning af specialstyrker er en unik kapacitet, er ingen hemmelighed.

Det er trist, men for mig nødvendigt at måtte skrive et sådant indlæg, Søren Gade. Men vi vil kæmpe for vores statsminister og næstformand. Nu skal der ro på skuden.