Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Antibiotika er blevet en forudsætning for fødevareproduktionen

FN har indskærpet, at antibiotikaresistens er en af tidens største globale trusler. Det er derfor nødvendigt, at vi holder op med at stuve dyr sammen under fabrikslignende forhold, hvor antibiotika er midlet, der får hjulene til at dreje.

Artiklens øverste billede
Politikerne har bestemt, at vi skal have mere havbrug og dermed endnu flere såkaldte quinoloner ud i økosystemet på trods af, at quinolonerne står på WHO’s liste over kritisk vigtige antibiotika, skriver Birgitte Damm. Arkivfoto: Dansk Akvakultur

Det burde være undtagelsen at bruge antibiotika til dyr. Men i stedet er antibiotika blevet en forudsætning for den industrielle fødevareproduktion, og det truer menneskers sundhed. Når bakterier bombarderes med antibiotika i dyreproduktionen, udvikles og spredes der resistens, og så virker antibiotika pludselig ikke, når vi mennesker bliver syge.

Det seneste eksempel på, at menneskers sundhed trues af produktionsmetoderne i moderne fødevareproduktion, er havbrug.

Vi skal have flere havbrug i Danmark. Det har regeringen besluttet med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Det sker til trods for, at det for nylig kom frem, at der allerede med den nuværende produktion af fisk i hav- og dambrug bruges store mængder quinoloner. Ifølge seneste opgørelser over et ton om året, hvilket kritiseres kraftigt af flere eksperter i resistens (DR 1/6).

Quinolonerne står nemlig på WHO’s liste over kritisk vigtige antibiotika, der er væsentlige i behandlingen af mennesker, så der skal spares ekstraordinært meget på stoffet, så der ikke udvikles resistens imod dem.

Quinolonerne tilhører endda gruppen af ”highest priority critically important antimicrobials” og er dermed blandt de få stoffer, som man ifølge WHO skal være allermest varsom med at bruge.

Men alligevel skal vi have mere havbrug og dermed endnu flere quinoloner ud i økosystemet.

Historien er desværre velkendt.

Dyr stuves – stik imod deres natur – sammen på alt for lidt plads. De bliver stressede og syge, og der fyldes antibiotika i dem. Medicinen er blevet en integreret del af produktionsmetoden frem for at være den helt undtagelsesvise – og dyreværnsmæssigt nødvendige – behandling, når et dyr på trods af et sundt og godt liv får en sygdom. Antibiotika er blevet krykken, der holder den animalske fødevareproduktion oppe.

Især svineproduktionen har været i fokus med sit store antibiotikaforbrug og udbredte resistensproblemer. 9 af 10 svinebesætninger er nu inficeret med den multiresistente MRSA CC398.

Alt for mange dyr på alt for lidt plads uden adgang til det fri. Alt for lidt tid hos soen, så immunsystemet og mavetarmkanalen ikke kan følge med, og grisene får diarré. Grise så pressede, at det på trods at et forbud mod rutinemæssig halekupering, er nødvendigt at klippe halerne af 97 pct. af grisene kort efter fødsel for at undgå halebid, der er en alvorlig stressreaktion hos grise.

Jamen i Danmark bruger vi mindre antibiotika end i lande med sammenlignelig produktion, lyder erhvervets svar i reglen. Det er netop pointen. Andre lande med industriel produktion må også bruge krykken for at kunne stuve deres stressede dyr sammen på alt for lidt plads – og det gør ikke 78 tons antibiotika til de danske grise i 2016 til en farbar vej.

Men tilbage til havbrugene. For nylig påviste forskere fra Sverige, Norge, Holland og Danmark, at fisk i havbrug udviser tegn på stress, apati og sågar depression. Mange fisk dør som direkte eller indirekte følge af stress, fordi forholdene er så markant anderledes, end hvad fiskene fra naturens side er udviklet til. Forskerne peger bl.a. på, at fiskene lever meget tæt sammen i bure, hvor de ikke kan flygte fra aggressive fisk, og de svageste har svært ved at få føde. Det er ikke ligefrem et miljø, der fremmer modstandskraften over for sygdomme og holder smittetrykket nede.

FN indskærper, at antibiotikaresistens er en af tidens største globale trusler. Det er derfor nødvendigt, at vi holder op med at stuve dyr sammen under fabrikslignende forhold, hvor antibiotika er midlet, der får hjulene til at dreje.

Dyr skal holdes raske af naturlig vej. Vi må indse, at produktionen både til lands og til vands skal indrettes efter dyrenes naturlige behov.

Det skal vi både indse for dyrenes skyld og for vores egen. For med antibiotika som krykke for moderne animalsk fødevareproduktion maler vi os op i et hjørne, hvor vi til sidst kan stå uden behandling for selv de mest banale infektioner.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen