Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Jeg er pludselig blevet ”en af dem”

Julie Mejl-Dincer er dansk statsborger, tyrkisk gift og bosat i Tyrkiet. Nu vil hun sammen med sin mand og deres to børn gerne bosætte sig i Danmark, men det er ikke så ligetil.

Artiklens øverste billede
Den 34-årige Julie Mejl-Dincer rejste i 2003 til Tyrkiet som guide. Her mødte hun sin mand Selami Dincer, der taler norsk i kraft af en opvækst i Norge. Selami Dincer arbejder inden for turistsektoren og er tillige uddannet bygningsingeniør. Parret har børnene Lara og Noah på hhv. fire og otte år. Familien vil gerne flytte til Danmark, men det er ikke så enkelt. Privatfoto

Kære danske politikere!

Mit navn er Julie, født på Frederiksberg Hospital af en såkaldt pæredansk mor – og med ditto far.

Jeg skal ikke bruge jeres tid på at beskrive min nok ret så gennemsnitlige og helt almindelige danske opvækst. Det er ikke derfor, jeg henvender mig til jer.

Jeg skriver i håbet om at give jer en mulighed for at se bag statistikkerne og de fint udarbejdede rapporter i håbet om at give jer et indtryk af os, menneskerne bag paragrafferne. Vi, der bliver direkte berørt af de beslutninger, I står for at skulle træffe.

Jeg skriver, fordi jeg pludselig er blevet ”en af dem”.

En af dem, jeg tidligere læste om som et nyhedsindslag over morgenkaffen og med skam at melde havde glemt 10 minutter efter, fordi det ikke lige vedrørte mig eller var ekstraordinært nok til at optage en særlig markant plads i min korttidshukommelse.

En af dem, som er kommet i klemme mellem paragrafferne.

Nu mærker jeg, hvordan det er at være ”en af dem”, alle overvejelserne og bekymringerne, ja, alle følelserne.

Følelser man jo ikke kan skrive direkte ind i en lovtekst, men som jo egentlig er essensen af det, som det hele handler om. I hvert fald for mig og de nok mange udlandsdanskere, der som jeg bliver direkte påvirket heraf.

I mit tilfælde er det følelsen af de facto at blive lukket ude af mit eget hjem som følge af bortskaffelsen af den famøse 26-årsregel og det nu altafgørende tilknytningskrav, som i nuværende form gør det praktisk umuligt for mig at vende hjem med min familie som en intakt enhed efter en årrække i udlandet.

Inden jeg fortsætter, vil jeg nævne, at jeg først for ganske nylig er startet på de praktiske forberedelser til vores vej hjem, omend den mentale proces nok har været længe undervejs.

Jeg troede naivt nok, at vi med mig som ”pæredansker” altid havde Danmark som en mulighed for os, forudsat at vi selvfølgelig kunne fremvise, at vi er fornuftige voksne mennesker, der kan tage vare på os selv, vores økonomi etc.

Men efter at have læst diverse vejledninger, praksisnotater osv. er jeg desværre nok lige så naiv, når jeg håber at kunne finde vores ”smutvej” til Danmark.

Erkendelsen af, at mit fædreland nok er lukket land for mig og min familie, medmindre vi i realiteten vælger at efterlade min mand, har ramt som et slag i ansigtet, og det fylder stort set hvert eneste vågne øjeblik. De nylige sager om astrofysikeren Uffe og hans familie samt smeden Jimmy og hans kone, der som de første blev ramt af tilknytningskravet, gør bestemt ikke bekymringen mindre.

Og Uffe står bestemt ikke alene, alle vi danskere, der i en årrække har bosat os uden for rigets grænser og har fundet kærligheden undervejs, befinder os i samme båd.

Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke også føler en tilknytning til det land, der de sidste mange år har dannet rammen om mit liv. Det land, hvor jeg for 14 år siden mødte en fantastisk mand (med tyrkisk statsborgerskab), med hvem jeg siden har fået to fantastiske børn (med dobbelt statsborgerskab).

Jeg vil hverken gøre mit liv bedre eller værre, end det er. Jeg har og har haft et dejligt liv her i Tyrkiet, præcis som jeg havde et dejligt liv i Danmark. Jeg har fået opbygget et godt, lokalt og internationalt netværk her (hvori jeg også kan konstatere, at jeg som dansk statsborger er den eneste ”expat”, der står med en problemstilling om at kunne få min mand med hjem), og jeg har samtidig bibeholdt mit særdeles fantastiske netværk i Danmark.

Jeg har gjort en indsats for at integrere mig i mine nye omgivelser og knytte bånd hertil, præcis som vi med rette forventer, at udlændinge, der kommer til Danmark, vil gøre det.

Gør det, at jeg føler mig mindre knyttet til Danmark, det land, jeg er født og opvokset i? Føler mig og opfører mig mindre dansk?

Nej, tværtimod! På dagsbasis bliver jeg med mit lyse hår og blå øjne mødt med spørgsmålet: Hvor er du fra?

Og jeg forklarer og fortæller om mit hjemland, om mit Danmark.

Dagligt forholder jeg mig til Danmark og det at være dansk. Det er en del af mig.

At være dansker er et af de labels, jeg bruger til at beskrive mig selv over for fremmede, men vigtigst af alt er det en følelse af min identitet.

Udover at være dansk og ”en af dem” er jeg som nævnt også mor, hvilket gør, at jeg og min mand som alle ansvarlige forældre løbende skal tage stilling til, hvad der tjener vores børn bedst i det lange løb, og hvad der udstyrer dem med de bedste kort på hånden til en forhåbentlig strålende fremtid.

Og jeg ønsker for mine børn, at de får alle de muligheder, jeg som dansk statsborger selv har været privilegeret nok til at vokse op med som en selvfølge.

Som barn født i udlandet med dobbelt statsborgerskab skal man ansøge om at beholde det danske statsborgerskab som voksen, og i mange tilfælde har det vist sig kun at være en garanti at kunne få lov til, hvis man har boet et antal år i Danmark.

Så udover et personligt ønske om igen at bo hjemme er det også den eneste måde, jeg sikrer mine børn deres ene halvdel af deres identitet og ikke bare satser.

Men hvad så, hvis jeg nu ikke lige finder vores ”smutvej” hjem til Danmark? Hvad skal vores valg så være: satse på, at det nok går alligevel, hvis vi vælger at blive her for at kunne være sammen som en familie, eller satse på, at børnene (og vi selv) ikke bliver for påvirkede af at være adskilt i lange perioder om året, hvis vi ”vælger” at efterlade ham og flytte til Danmark alligevel?

Som mor og hustru føles det ærligt talt som et valg mellem pest eller kolera – for hvilke børn har godt af at blive adskilt fra den ene forælder med eneste begrundelse, at sådan er loven? Og hvordan forklarer man lige, at det er til deres eget bedste? For det er det jo ikke helt. Inden man måske fristes til at komme med et helt igennem politisk korrekt svar a la ”vi forstår frustrationen, men det er desværre den bedste løsning indtil videre, som er lovmedholdelig,” beder jeg jer huske på alle os danskere, hvis hverdag, følelser og ønsker for en stund helt og holdent er lagt i jeres hænder.

For hvis I som lovgivende forsamling ikke kan stille noget op med et, ja, undskyld, egentlig helt absurd hul i lovgivningen, hvem kan så?

I vores personlige tilfælde er vores håb og plan for den nærmeste fremtid, at jeg søger ind på den netbaserede uddannelse til folkeskolelærer med studiestart 2017. Vi flytter (forhåbentlig som en samlet familie eller i hvert fald kun adskilt for en kort bemærkning) til Danmark i sommeren 2018, hvor børnene har fået afsluttet børnehave og grundskoleforløb. Sideløbende med studiet arbejder jeg så meget som muligt, mens min norsktalende mand forhåbentlig hurtigt får etableret sig på arbejdsmarkedet i Danmark.

Vi har absolut ingen intentioner om at skulle trække på det danske samfund, men ser tværtimod frem til at yde vores og vise os som den styrke, mange udlandsdanskere kan byde ind med med alle vores kompetencer som sprog, internationale netværk og erfaringer høstet ved at leve i en anden kultur.

Disse planer kombineret med vores opsparing skulle gerne betyde, at vi er fuldt selvforsørgende og i stand til at leve op til samtlige andre krav for, at min mand vil kunne få ophold i Danmark og leve et ganske almindeligt familieliv i Danmark.

Desværre vil vores også ret så almindelige indkomster (selv efter endt uddannelse) ikke kunne leve op til den mindre ”direktørløn” på 408.000 kr., der nu fungerer som kattelem for enkelte højtlønnede udlandsdanskere, og en sådan lempelse vil derfor ikke hjælpe mig (og de fleste andre udlandsdanskere).

Derudover har jeg svært ved at se rimeligheden i, at en til eksempel højtlønnet direktør skulle have mere ret til sit hjemland end f.eks. en normallønnet smed.

Personligt vil jeg jo mene, at man kan være til lige så stor gavn for Danmark, uanset om man har råd til at køre en Renault Clio eller en Maseratti.

Jeg håber derfor inderligt, at I i nærmeste fremtid vil kunne formulere en ny lovtekst til erstatning for 26-årsreglen – navnlig at tilknytningskravet ophæves for alle danske statsborgere, der ønsker at vende hjem og yde deres til Danmark uden skelen til, hvilken nationalitet de har forelsket sig i, og hvad deres stillingsbetegnelse så måtte være.

Dette var en del af min historie. Alle vi danskere i udlandet har jo vidt forskellige baggrunde og livshistorier med i bagagen, men fælles har vi nok alle ønsket om muligheden for at kunne vende hjem uden at skulle splitte vores familie ad.

Tak for opmærksomheden.

Med venlig hilsen

Julie Mejl-Dincer

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.