Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

»Jamen, du kan da bare lade være med at blive bange«

Forestil dig, at du konstant bekymrer dig om, hvilke konsekvenser dine handlinger kan have, og det er helt ned til små handlinger som at overhale nogen på fortovet, tørre hænder i et håndklæde, der ikke er dit eget, eller stå alene i større forsamlinger. Sådan er det at have angst.

Artiklens øverste billede
Gymnasieelev Frederikke Borst Hansen lider af angst og opfordrer andre til at være lidt ekstra opmærksomme på dem, der har angst – de er nemlig lige så syge som dem, der har brækket benet, bare på en lidt anden måde. Foto: Tanja Carstens Lund

Fuck. Jeg glemte at slukke ovnen, gjorde jeg ikke? Jeg er sikker på, at jeg glemte at slukke ovnen … Shit, nu brænder huset ned, og jeg lukkede hunden inde i stuen. Jeg har dræbt min hund. Hvad nu, hvis min lillesøsters billedalbum brænder, hun tilgiver mig aldrig. Og mit pas. Kan man overhovedet få et nyt pas bare sådan? De bliver sure på mig alle sammen. Mine forældre smider mig ud, de tør ikke have mig der, når jeg brænder ting ned, men hvis de smider mig ud, har jeg intet sted at bo. Jeg ender på gaden. Så bliver jeg overfaldet og voldtaget. Jeg ved ikke, hvordan man søger hjælp, når man er blevet voldtaget. Fuck, min kæreste bliver sur, hvis jeg bliver voldtaget, så slår han manden og kommer i fængslet for vold, og det er min skyld. Det er altid min skyld. Fuck. Fuck. Fuck.

Sådan lyder det i mit hoved, ret ofte i hvert fald. Jeg har nemlig angst, og det er faktisk hamrende nederen. Jeg går i gymnasiet, og det er altså en kæmpe opgave i sig selv, og når man så ovenikøbet har angst, ja, så er det noget nær umuligt.

Har du overvejet, at mit fravær skyldes to ugers indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg brugte 14 dage på at lave perleplader og tude, til jeg nærmest druknede i mine egne tårer?

Forestil dig at have den ovenstående smøre kørende i hovedet konstant, også selv om du faktisk har tjekket, at du havde slukket ovnen. Tre gange. Forestil dig, at du konstant bekymrer dig om, hvilke konsekvenser dine handlinger kan have, og det er helt ned til små handlinger som at overhale nogen på fortovet, tørre hænder i et håndklæde, der ikke er ens eget, eller stå alene i større forsamlinger. Sådan er det at have angst.

Det er altså ikke fedt at skulle melde afbud til hver anden aftale, fordi du har fået et anfald tidligere på dagen og er blevet nødt til at tage en pille, der nærmest burde være mærket som sovemedicin, fordi man går ud som et lys. Og der er ikke noget, jeg hellere ville end at kunne deltage i sociale ting på samme måde som mine venner, men gud, hvor er det svært. For det er ikke kun min sygdom, der begrænser mig, det er jo også mine bekymrede pårørende, der måske ikke synes, det er fedt at sende mig en uge på Roskilde Festival eller lade mig rende rundt alene i nattelivet, og jeg føler jo, at jeg misser min ungdom, skærmet inde på mit værelse.

Angst er en svær størrelse og er blandt mange ikke anerkendt som en gyldig psykisk sygdom, for alle bliver jo bange. Ja, alle bliver nemlig bange, og det er helt legitimt, men når du har angst, oplever du bare den følelse flere gange dagligt, og med enorm styrke.

Første gang jeg fik et angstanfald i klassen, blev en del af mine klassekammerater ret forskrækkede. De kunne ikke forstå, hvorfor jeg hyperventilerede og rystede, for det er da også underligt bare sådan at gøre midt i musiktimen, og bare fordi jeg blev stillet et helt simpelt spørgsmål. Det kunne jeg faktisk heller ikke selv forstå.

Jeg havnede på sygehuset, og efter et par samtaler blev jeg sendt ind i det psykiatriske system i en lille kasse mærket med titlen ”Agorafobi med panikangst”. Fra den dag har jeg altså haft angst, altså sådan rent officielt, for mellem os har jeg nok haft det altid. Da jeg var yngre, gik diverse pædagoger bare ud fra, at jeg var et lettere ængsteligt barn, men altså, når et barn på syv år bedre kan lide timerne end frikvartererne, så er der altså noget helt galt.

Jeg er træt af, at angst bliver set på som et valg. Jeg er hamrende træt af sætningen:

»Jamen, du kan da bare lade være med at blive bange.«

Og jeg er især træt af alle de folk, der tror, at det er noget, jeg er glad for, så jeg kan få specielle privilegier. For ja, jeg bliver kørt i skole hver morgen, fordi jeg er ude af stand til at tage bussen. Og ja, jeg har en speciel aftale med skolen om ikke at blive spurgt om noget i timerne. Og ja, jeg har meget mere fravær, end man må have, og har fået det godkendt. Og ja, mine forældre henter mig troligt, hver gang jeg ringer.

Men har du overvejet, at jeg nogle gange sidder og venter på min far i op til seks timer, fordi jeg ikke bare kan tage bussen hjem? Og at jeg, når jeg skal møde sent, troligt sidder og venter fra kl. 8 alligevel, og det er altså pænt nederen, når man er en hormonforstyrret teenager, der helst skal sove til kl. 12. Og har du overvejet, at jeg, selv om jeg har den aftale med skolen om ikke at blive spurgt, stadig sidder og ryster, hvis jeg så meget som overvejer, at jeg kunne blive spurgt om noget? Har du overvejet, at mit fravær skyldes to ugers indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg brugte 14 dage på at lave perleplader og tude, til jeg nærmest druknede i mine egne tårer? Og har du overvejet, at jeg slet ikke kan alt det, jeg gerne vil, bare fordi jeg var 1 af 100, der trak nitten og endte op med angst?

Næ, det har du nok ikke.

Men hey, det har du nu, så tak for din tid – og vær så lidt ekstra opmærksom på dem, du kender, der har angst.

Vi er nemlig lige så syge som dem, der har brækket benet, bare på en lidt anden måde.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.