Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Roamingaftalen er ikke ren hurra

Agnes Jørgensen, Lyngby

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sikken en masse hurra, da de folkevalgte fik en roamingaftale på plads. Og hvad kommer det til at betyde? At al indenlandsk mobiltrafik bliver dyrere. Vi er i et integreringsforsøg – giver det mening? Ja, for Danmark er en af ”rebellerne” i EU. Sådan nogle skal man holde tæt ind til kroppen.

Med den roamingaftale er vi blevet mere EU, end vi nogensinde har været. Vi er ”one of the guys” – vi betaler det samme, uanset om vi er i Danmark eller i Belgien. Det er sikkert o.k. for de mennesker, der har taget rejselivet til sig, men for alle os, der bare nyder at have en mobiltelefon, betyder det dyrere brug af telefonen.

Jo, for hvem skal ellers betale for dem, der rejser rundt og nyder de – nu lavere – afgifter? Teleselskaberne skal jo have deres penge, de giver ikke noget væk. Når jeg betragter det arbejde, de folkevalgte på Christiansborg leverer, må jeg tilstå, at jeg begynder at savne nogen, der har forstand på at lede og forhandle. Gad vide, hvad de sælger næste gang?