Selvudvikling er ikke for tøsedrenge

Vi er et samfund, der er belastet af et stadigt stigende antal stressramte med angst og depression til følge. Og i en tid, hvor det hurtige liv med fyldte kalendere, krævende arbejdsliv og evig tilstedeværelse online er almindeligt for rigtig mange mennesker, må vi udrede den misforståelse, der gør os syge og ulykkelige.

Lad mig slå det helt fast. Det er ikke modigt at overhøre, når kroppen begynder at sige fra. Det er ikke modigt at tilsidesætte egne værdier. Og det er ikke modigt at se bort fra sin autenticitet og integritet for blot at følge med strømmen og opfylde andres forventninger til os. Det er et svigt, det er mangel på kærlighed og respekt for os selv, og resultatet er et liv styret af ydre faktorer. Et liv, der svækker os og gør os stressede, tomme og kede af det.

Ægte mod handler i stedet om evnen til at være nærværende og have indsigt og selvværd nok til at leve i overensstemmelse med sit sande jeg. Også når det ikke er nemt eller populært hos chefen, ægtefællen eller samfundet. Mennesker, der ikke tør dette – og det er mange – bliver nemme ofre for angst, stress og depression, og derfor er det så uendeligt vigtigt, at vi bliver i stand til at mærke efter og sige til og fra.

Vi har brug for at blive mere psykisk robuste. Og lad mig udrede den udbredte misforståelse om, hvad psykisk robusthed egentlig er: Psykisk robusthed handler ikke om at kunne udholde uendelige mængder arbejde eller pres, det handler ikke om at kunne jonglere med 117 bolde i luften i alle døgnets timer. Det handler derimod om at turde at lade være med at definere sig selv ud fra, hvad andre forventer, men tage ansvar for sit eget liv ved at dyrke nærværet, selvindsigten og selvværdet.

Ved at turde udvikle de tre ting, kommer vi til at stå stærkere som mennesker.

Nærværet gør os bedre til at mærke os selv og vores egne grænser, og det styrker vores evne til at sige ja og endnu vigtigere nej. Men det kræver mod, for vi risikerer også at mærke de ting, der ikke fungerer i vores liv – relationer, job osv.

Selvindsigten giver os mulighed for at skabe et liv, der er i overensstemmelse med vores dybeste værdier, privat såvel som arbejdsmæssigt. Dermed spilder vi ikke kostbar tid på relationer eller et arbejdsliv, som vi egentlig ikke rigtigt brænder for, eller hvor vi ikke bruger vores potentiale, hvilket gør os stressede og kede af det.

Selvværdet eller manglen på samme ligger bag alle de problematikker, jeg ser hos mennesker, der kommer i min praksis. Vi må lære at elske os selv nok til at have vores egen ryg, til at kunne sige nej, når vi mener nej, til at passe på vores helbred – såvel fysisk som psykisk.

Jeg kalder derfor på et paradigmeskift. Vi må gøre op med, at mod og styrke kun handler om at arbejde 50 timer om ugen, løbe en maraton eller dyrke anden ekstremsport.

Vi må bevæge os væk fra symptombehandling med frugtordninger, yoga og sygemeldinger og i stedet turde arbejde på det egentlige problem – at hjælpe hinanden og os selv med at styrke nærværet, indsigten, selvværdet og derved opnå den psykiske robusthed, vores samfund kræver af os.

Det skal ikke være et tabu at arbejde med sig selv psykisk. Tværtimod skal det være noget, folk er stolte af, for det kræver mindst lige så meget styrke som vilde ekstremsportsudskejelser. Og i stedet for at arbejdspladser bruger ressourcer på lappeløsninger, skal medarbejdere undervises i at dyrke selvværd, nærvær og selvindsigt.

Kun på den måde kan vi understøtte hele, sunde mennesker, der er i stand til at tage kærligt vare på sig selv – og derved også bidrage bedst muligt til samfundet.