Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Nervesmerter fik min mor til at gå i flitsbue ved den mindste bevægelse

Hvorfor har vores politikere ikke haft viljestyrke nok til at lade de dødssyge vælge selv?

Vibeke Lund Arkils mor døde af kræft i 2014, og hendes aske blev spredt ud over havet. Foto: Gregers Tycho

Fem måneder. Så længe måtte min mor vride sig i ulidelige smerter, inden hun endelig fik sit ønske om at dø opfyldt. Fordi vores politikere ikke har viljestyrke nok til at lade de dødssyge vælge selv.

Min mor døde af kræft i 2014. De sidste fem måneder af hendes liv var ikke et liv – det var et helvede af smerter, jeg ikke troede muligt. Kræften havde spredt sig til ryghvirvlerne, hvor den trykkede så meget på hendes nerver, at hun blev lam fra brystet og ned.

Hele vejen igennem forløbet havde både onkologer og sygeplejersker forsikret min mor og os, hendes børn, om, hvor gode de var til smertelindring, når den tid kom. Men ingen morfin i verden kunne hjælpe mod de nervesmerter, der fik min mor til at gå i flitsbue ved den mindste bevægelse.

Et stort, åbent sår i ryggen

Hun fik fjernet den ryghvirvel, som var værst angrebet. Chancerne for et godt resultat var ikke prangende, og risikoen for, at det bare ville gøre ondt værre, var absolut til stede. Men min mor satte alt ind på at genvinde sin førlighed. For en aktiv og altid selvstændig kvinde som hende var det ydmygende langt ud over det acceptable at skulle hejses op i en kran og have tørret sig af fremmede, når hun skulle på toilettet.

Vi græd af glæde, da hun vågnede fra narkosen og kunne vrikke med sine tæer. Men glæden blev kort, for såret ville ikke hele. Det var skadet af strålebehandlinger, og hun tilbragte resten af tiden med et stort, åbent sår i ryggen, som kun bidrog til det helvede, hendes liv var blevet.

»Det eneste, jeg ønsker mig«

Vi snakkede om det, min mor og jeg. Hvordan hun kunne gøre en ende på det selv. Jeg tilbød at hjælpe og fandt også ud af, at hun havde morfinpiller nok til at slå en hest omkuld. Men hun turde ikke. Hendes største frygt var, at jeg skulle komme i fængsel for at assistere med hendes selvmord. Og hvad skulle der så blive af mine børn?

Da min telefon ringede den mandag morgen klokken halv seks, behøvede jeg ikke kigge på den for at vide, hvem det var. Nattevagten på hospice havde fundet min mor død. Det var lidt en overraskelse, for dagen før havde sygeplejersken vurderet, at hun desværre havde et par helvedesuger tilbage. Selv om jeg først blev ulykkelig over ikke at have været der for hende, blev sorgen hurtigt afløst af taknemmelighed over, hvad hun slap for. I fem måneder havde hun hver dag sagt til mig: »Du må ikke blive ked af det, hvis jeg bare ikke vågner i morgen. Det er det eneste, jeg ønsker mig.«

Vreden og magtesløsheden

Sorgen, vreden og magtesløsheden over ikke at kunne hjælpe hende med det ønske sidder stadig i mig. Den blev ikke mindre, da onkologerne efterfølgende forklarede, at kræft ofte breder sig til knoglerne – især ryghvirvlerne. Og når det sker, så kan de ikke smertebehandle effektivt. Så det der med, at kræftpatienter altid kan smertelindres effektivt er et fatamorgana. Der er mange, der som min mor må leve mange måneder med pinsler, vi ikke ville udsætte vores værste fjende for. Fordi vores politikere ikke har viljestyrke nok til at lade dødssyge mennesker bestemme over eget liv. Og død.

Med ulidelige smerter

Ja, det er en væsentlig og vigtig debat – den der med gråzoner og glidebaner og advarsler om, at nogle kan føle sig pressede til at vælge døden frem for at ligge andre til last. Tag den endelig.

Men hvorfor vi i det mindste ikke kan tillade, at dødssyge mennesker med ulidelige smerter og kun én udsigt kan få lov til at vælge selv, fatter jeg ganske enkelt ikke. Her handler det om at forkorte et liv med nogle få måneder. Nogle måneder, der ville resultere i en dom for grov dyremishandling, hvis vi lod vores hund gennemleve det samme.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Debat: Aktiv dødshjælp til bevidstløse
Jeg synes, at debatten om aktiv dødshjælp er vigtig, men jeg synes kun, vi har brug for hjælpen over for mennesker, der ikke er ved bevidsthed, for vi andre kan jo bare holde op med at spise og drikke andet end evt. smertestillende medicin, og så vil vi stille sove ind i løbet af 10-12 dage.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Kvindekamp handler også om at stille krav

Signe Munk
Det er på tide, at venstrefløjen vågner op og indser, at der også skal stilles krav, hvis kvinder af ikkevestlig baggrund skal hjælpes.

Blog: Danmark fejrer Grønlands Nationaldag i dag

Nauja Lynge
Tak til Lars Løkke Rasmussen for at indføre nationale flagdage i Rigsfællesskabet
Annonce
Bolig
Bold Fairytale, Raw Refined og Balancing Act: Design-guruens tre begreber, som kommer til at tegne fremtiden
Tre store trends sætter dagsordenen de kommende år: Masser af farver, eventyr, kontraster af rå og forfinede materialer, opulent stil, runde former, balanceakt, overdådig luksus og masser af bæredygtighed samt ny teknologi. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her