Afskaf kirkernes vetoret
Danske medier kunne 17/2 berette om en frustreret borgmester i Holstebro, hvis ønske om et nyt butikscenter i byen er kollideret med en paragraf i planloven, der de facto giver kirkestifterne vetoret over nybyggerier i nærheden af kirkerne.
Borgmesteren kalder det en lov fra fortiden, men det er desværre blot endnu et barokt eksempel på den urimelige særstatus, som folkekirken har, og som bliver mere uholdbar dag for dag. Uanset om man er for nye butikscentre eller vindmøller, er det dybt problematisk, at man giver én part – og endda en religiøs part – en generel vetoret. De Progressive mener, at alle parter bør være lige for loven – også planloven. Eneste undtagelse vil være i forhold til ekstraordinære kulturhistoriske hensyn, men aldrig generelle religiøse særhensyn.
Desværre er folkekirken en hellig ko, som de danske politikere over én kam ikke rigtig tør røre ved. Liberal Alliances kirkeminister Mette Bock stikker hovedet i jorden, mens Venstres kirkeordfører mumler lidt uforpligtende for og imod. Kunne man forestille sig det ramaskrig, der ville lyde, hvis der i forhold til en muslimsk moské, en buddhistisk pagode eller et jødisk tempel var samme krav om særbehandling?
I modsætning til hvad mange tror, er folkekirken ikke selvfinansierende gennem kirkeskatten. Alle danskere – uanset om de er medlem af folkekirken eller ej, uanset om de tror på Gud, Allah, Vishnu eller et flyvende spaghettimonster – er med til at betale en lille mia. kr. i statstilskud til folkekirken om året.
Hvor længe kan vi retfærdiggøre, at en trosbaseret institution indtager en sådan generel særstatus? Skal vi lade kirkens stifter bremse byudvikling og omstilling til bæredygtig energi?
Alt imens vi betaler for at holde tomme kirker åbne for det forsvindende lille mindretal af danskerne, som rent faktisk har lyst til at gå i kirke?
Svaret giver sig selv. De Progressive vil have et Danmark, hvor alle er lige for loven, hvor kirke og stat er skilt ad, og hvor udvikling i samfundet ikke bliver bremset af religiøse særhensyn.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter