*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Hvorfor er vi danskere så optaget af omskæring, når vi kunne debattere julehurlumhej og alkohol?

Man bør være varsom, når man dømmer andres kulturelle praksisser som overflødige eller tilbagestående.

Saman Atter Motlagh blev omskåret som seksårig under lokalbedøvelse i en klinik i Teheran, hvor strømmen tilfældigvis var gået, så de måtte åbne døren til venteværelset for lys. Foto: Casper Dalhoff

Om så der ikke er gode grunde til at omskære børn, er dette i sig selv ikke nødvendigvis en god grund til at forbyde det.

Jeg blev omskåret som seksårig under lokalbedøvelse i en klinik i Teheran, hvor strømmen tilfældigvis var gået, så de måtte åbne døren til venteværelset for lys. Jeg husker min omskæring, jeg husker smerten fra bedøvelsesnålene, jeg husker blodet flyde ned ad mine lår, jeg husker, at stingene nåede at gro fast, så det gjorde så ondt at få dem revet ud, at de måtte afbryde og fortsætte dagen efter.

Jeg husker, at det første, jeg sagde efter omskæringen, var: »Det her gør jeg aldrig igen«. Endvidere har jeg som voksen problemer med at komme under samleje, men hvorvidt dette (primært) skyldes omskæringen, betvivler jeg.

Mildest talt overflødigt

Jeg synes, at argumenterne for omskæring er ringe. De hygiejniske og sundhedsmæssige fordele er tilsyneladende minimale, og det er ikke nødvendigvis særlig fordelagtigt at holde fast i en praksis, alene fordi det er tradition, skik eller (religiøst) ritual.

Den politiske og ideologiske rolle, omskæringsdebatten spiller i Danmark, har karakter af racistisk selvgodhed, hvor vi rationelle, civiliserede danskere må afhjælpe de middelalderlige fremmede deres afstumpede praksis.

Holdt op imod barnets ret til at bevare sin krop intakt, indtil det er myndigt, kunne man med god grund ønske indgrebet forbudt. Man kunne sige, at indgrebet ikke fjerner noget overflødigt, men at det er indgrebet selv, der – mildest talt – er overflødigt.

Det er imidlertid ikke gratis at dømme sociale og kulturelle fænomener på deres overflødighed og/eller skadelighed. Man må være konsekvent her; bordet fanger. Det stærkeste argument, som tilhængerne af et forbud mod omskæring må forholde sig til, er det argument, der retmæssigt hævder, at intet individ dannes som et tomt, rent, akulturelt subjekt.

Underlig fetichering af kroppen

Man bliver altså kun dannet som menneske ved at lide socialitet og kulturelle praksisser. Men dette betyder, at alle sociale og kulturelle fænomener bliver ”fair game” for den logik, der dømmer omskæring som overflødig og potentielt skadelig. Og nej, jeg køber på ingen måde den idé, at omskæring skulle have en speciel status, fordi der er tale om ”kroppen”.

Det er en underlig fetichering af kroppen, der helt overser, hvordan opdragelse og kultur i socialiseringens navn psykisk tilskærer og traumatiserer sine individer. Så hvad med f.eks. vores egen alkoholkultur? Er den ikke dybest set åndssvag og overflødig (jeg drikker selv som et svin)? Det er jo ganske enkelt ikke rigtigt, at man ikke kan have det sjovt og feste uden alkohol; det er der utallige eksempler på verden over.

Måske ødelægger alkohol endda vores evne til at have det sjovt i alle andre sammenhænge, hvor alkohol ikke er involveret. Endvidere behøver jeg vel ikke nævne de sundhedsmæssige og adfærdsmæssige skadelige effekter? Hvad med cigaretter? Er der nogensinde nogen, der er begyndt på den ækle vane af andre grunde, end at ”det ser sejt ud”?

En række sociale konsekvenser

Jul? Er der virkelig nogen grund til at bruge så mange ressourcer på alt det julehurlumhej? De fleste er jo alligevel ligeglade med Kristus. I det mindste behøver vi vel ikke al pynten, som år for år bare bliver mere og mere. Og selvom man ganske vist kan vælge, om man vil drikke alkohol, ryge og holde jul, så kan man ikke vælge, om man vil forholde sig til det valg.

At fravælge alkohol i Danmark som ung indebærer en række sociale konsekvenser og stigmata, som man ikke kan fravælge. Så hvorfor forbyder vi ikke bare ting som alkohol, cigaretter, jul og nytår? Man kunne angive stærke argumenter for, at disse både er overflødige og skadelige, og at vi derfor må beskytte fremtidens børn mod disse fænomener.

Problemet er dog, at det rejser spørgsmål om, hvad der overhovedet skal karakteriseres som overflødighed, samt hvilken funktion ”overflødige” kulturelle fænomener overhovedet tjener. Nogle gange er det de mest overflødige ting i vores kultur, som er de mest værdsatte: fester, underholdning, kunst etc.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan kritisere sociale og kulturelle fænomener. Det betyder dog, at man må være varsom, når man dømmer andres kulturelle praksisser som overflødige eller tilbagestående. Og her er det jo interessant, at debatten om omskæring f.eks. ikke opstår i et land som Iran, hvor befolkningen (især ungdommen) ellers er meget islamkritiske, men at den opstår i et land som Danmark.

Den højt priste ”personlige frihed”

I disse tider, hvor xenofobien i Vesten stormer frem, er det påfaldende, at det netop er muslimers (og jøders) kulturelle praksisser, der skal granskes, og ikke vores egne. Omskæringen rammer måske netop også den vestlige kultur på et ømt punkt. Som flere kulturkritikere (f.eks. Zizek) har gjort opmærksom på, har man i Vesten ikke bare lov til at nyde livet i sin mangfoldighed, det er derimod ligefrem påkrævet, at man nyder.

Kan man således forestille sig noget værre for en vestlig bevidsthed og individualistisk ideologi end en kulturel praksis, der potentielt begrænser seksuel nydelse (i øvrigt er der efter sigende ikke afgørende evidens for, at dette er tilfældet) og den højt priste ”personlige frihed”?

Altså, et spørgsmål er, om man skal være for eller imod omskæring. Et andet spørgsmål er, hvorfor vi danskere er så uproportionelt optaget af omskæringer, tørklæder og alt andet end at forholde os kritisk til vores egne sociale praksisser.

”Hvid mands byrde” igen

Det er svært ikke at se omskæringsdebattens prominente position i vores medier og bevidsthed som endnu en paranoid, halvracistisk optagethed af, hvad ”de fremmede” laver af uacceptable, udanske ting, men pakket ind i en flom af blødende hjerter for de små børn.

Det er ret simpelt. Hvis man virkelig har et blødende hjerte, og hvis man virkelig ønsker at gøre sit samfund bedre, bør man starte med at forholde sig kritisk til de sociale praksisser, man selv tager del i, og dem, der hver dag gør sig gældende for majoriteten i samfundet. Når man kun går efter de fremmede minoriteters praksisser, ligner det ”hvid mands byrde” om igen.

Det er altså ikke, fordi der i sig selv er noget racistisk i at diskutere omskæring. Men den politiske og ideologiske rolle, omskæringsdebatten spiller i Danmark, har karakter af racistisk selvgodhed, hvor vi rationelle, civiliserede danskere må afhjælpe de middelalderlige fremmede deres afstumpede praksis.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: En grufuld lemlæstelse af piger
Maibritt Kruse Kronborg, Finsensvej 9, Fredericia
Et somalisk forældrepar i Fredericia er blevet dømt hver en betinget dom på halvandets års fængsel i en principiel sag om omskæring af deres to døtre.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Regeringens embedsmænd begår magtmisbrug

Morten Uhrskov Jensen
Embedsmændene leger politikere, og regeringen gemmer sig bag dem.

Blog: Sherin Khankan: Islamist eller fuldstændig utilregnelig

Jaleh Tavakoli
Det at danskere vender sig imod Naser Khader, siger noget om det selvhad som de vestlige samfund lider under. Det at man betragter Sherin Khankan som reform-imam, siger noget om de lave forventningers racisme overfor muslimer.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her