Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Jeg er lettet over, at mine børn ikke rigtigt ligner det, de er

Og samtidig er jeg ulykkelig over, at dét, at man ikke kan se deres blandede rødder, er noget at være lettet over.

Artiklens øverste billede
Signe Hermann sammen med familien. Foto: Annette/Portrætværket

Mine børn burde have været nougatfarvede, med dybt brune øjne og mørke, tætte krøller.

Det er de ikke, for ved et eller andet skæbnens puds er de kun et par grader mere gyldne end gennemsnitsbleg, deres øjne er grågrønne, og deres hår er mørkblond. Min mand kommer fra Uganda, og en uforudset, europæisk indflydelse i hans genetiske forhistorie er slået igennem og har gjort dem meget lysere, end nogen havde regnet med.

Jeg kiggede og kiggede mit ældste barn i øjnene hele det første år, mens jeg ventede på, at de babyblå øjne ville begynde at blive brune. Det gjorde de ikke. De blev lidt mere grå, og fik et strejf af grønt, men de blev stædigt ved med at have en farve, der bestemt ikke var brun. Dengang syntes jeg egentlig bare, at det var lidt fedt, at mit barn ikke lignede nogen andre.

Da barn nummer to kom til verden, skete det samme. Hvis man kigger efter, kan man sagtens se den ikke-europæiske indflydelse i deres ansigtstræk. De ikke er helt leverpostejsfarvede, deres læber er lidt for markerede og fyldige, pande-hage-linjen i deres lidt for rene profiler er ikke parallel med halsens linje, og deres øjne er lidt for store og mandelformede til, at de ser helt danske ud.

Det er fem år siden, at jeg forgæves ledte efter en begyndende brun farve i min babys øjne. Der er sket en voldsom højredrejning, både i den førte politik og i debatten, på de fem år, og nu er jeg faktisk lettet over, at ingen af mine børn rigtig ligner det, de er. Og samtidig er jeg ulykkelig over, at dét, at man ikke umiddelbart kan se deres blandede rødder, er noget at være lettet over.

De vil givetvis slippe for at blive råbt efter på gaden, for på afstand ser de lyse ud. Vi har valgt deres navne, så de med strategisk brug af forbogstaver kan hedde noget indiskutabelt dansk, og dermed kan de forhåbentligvis slippe uden om det meste af den strukturelle diskrimination, der blandt andet viser sig i, at den samme (fiktive) jobansøgning boner ud i langt færre jobsamtaler, hvis afsenderen hedder Mohammed, end hvis han hedder Mads (forholdet er 2:3 - se f.eks. Politiken 9/12 2016), samt at det at ændre navn (i Sverige) betyder indkomstforhøjelser på 141 pct. i gennemsnit, hvis man hed noget udenlandsk til at starte med.

Det er et åbent spørgsmål, om de kan slippe uden om denne tankegang i deres læreres karaktergivning, der viser sig i, at den samme skriftlige opgave opnår markant bedre karakterer, hvis afsenderen hedder Frederikke, end hvis hun hedder Fatima. Evidens fra hele verden viser, at et lokalt klingende (dansk, tysk, engelsk, …) navn gør det nemmere at klare sig godt i skolen både indirekte (i form af lærerens attitude og forventninger, hvilket påvirker elevers selvforståelse og præstationsniveau) og direkte (i form af signifikant anderledes karaktergivning, når navne er byttet om eller der rettes anonymt). Jeg håber, at to forældre med universitetsgrader vil påvirke lærernes opfattelse af mine børn mere, end den ikke-europæiske del af deres baggrund vil gøre.

Jeg vil aldrig rigtig kunne forstå, hvordan tonen i den offentlige debat vil påvirke mine børn. For man bliver påvirket af det. Mit ældste barn, der vælger mennesker med hjertet, har fundet sig en ven med muslimsk baggrund, og jeg opdagede til min store skam, at jeg sad og kæmpede med alle mulige Dansk Folkeparti-agtige fordomme, da vi blev inviteret på besøg hos vennens forældre. Det viste sig selvfølgelig at være præcis dét: grundløse fordomme, der ikke havde hold i virkeligheden. Men hvordan påvirker det én, hvis man altid kun hører dårlige ting om de mennesker, man selv stammer fra? Vil man internere det, tro på det, føle sig splittet, blive fremmedgjort over for en side af sig selv?

Jeg kan måske se tidlige stadier af det i mit ældste barns insisteren på, at rigtige prinsesser har langt, lyst hår. Min mand bliver meget utilpas over den tankegang og fortæller igen og igen, at alle mennesker er smukke, som de er, og at man ikke skal bruge tusindvis af kroner og bade sig i kemikalier for at komme til at ligne noget andet. Han finder bøger og tegnefilm med handlekraftige, mørke piger i hovedrollerne og er meget imod at udsætte børnene for Disneys ariske prinsesseunivers.

Jeg er enig i det med pengene og kemikalierne, men jeg synes, at det at lege med sit udseende er uskyldigt og endda positivt, hvis det virkelig bunder i en nysgerrighed efter at se, hvor mange forskellige udtryk, ens udseende kan have. Men de allestedsnærværende, blonde prinsesser tyder på, at det ikke kun er nysgerrighed, desværre.

Min mand mener ikke, at det at vokse op som en del af en underprivilegeret gruppe nødvendigvis er en ulempe. Han mener, at ens kulturelle baggrund kan være så stærk, at det opvejer alle de strukturelle barrierer, man kan blive udsat for. Hvis han var vokset op i USA eller Sydafrika, ville han ikke have ønsket sig at være hvid. Måske er det min opvækst som en del af den privilegerede gruppe, der gør, at jeg ikke helt kan forstå logikken. Jeg kan ikke se, hvorfor nogen skulle vælge at have alle odds imod sig, hvis de kunne slippe for det. Men det bunder i stolthed over og kærlighed til sin baggrund. I at nægte at give sin identitet i bytte for letkøbte fordele, at ville klare sig på grund af, og ikke på trods af, sit udgangspunkt.

Vi har altid ønsket, at vores børn skal være stolte over deres rødder, som spænder over to kontinenter. Men hvad nu, hvis de ender med kun at ville kendes ved den ene side af sig selv? Vil det blive som i apartheidtidens Sydafrika, hvor nogle farvede, der blev klassificeret som hvide, fornægtede deres ophav, fordi det gav dem en masse konkrete fordele, selvom prisen var en bitter splittelse af deres familier og et liv i konstant angst for at blive afsløret? Vil mine børn føle skam over at følges med deres far, hvis nogen råber efter ham på gaden? Vil de føle sig tvunget til at vælge mellem deres internationale identitet og deres tilhørsforhold til Danmark?

Jeg læser flere og flere artikler af og om folk, der får mig til at tænke: ”Manden (eller kvinden) er jo idiot!”, men jeg ved godt, at det ikke er nok at tænke, at folk er nogle idioter, når de kommer med groft generaliserende, racistiske udtalelser. Jeg vil fortælle mine børn, at den slags mennesker er uvidende og styret af frygt, egoisme og grådighed. At de har købt en fortælling om, at det ikke er regeringens valg, men de fremmedes skyld, at vi får mindre og mindre og bliver mere og mere utrygge. Min mand vil sige, at alle har ret til deres egen holdning.

Jeg er lettet over, at mine børn formentlig vil slippe for den form for diskrimination, der udøves mod dem, der ser anderledes ud eller hedder noget, der lyder fremmed. Og jeg er ulykkelig over, at det er noget, man skal være lettet over. Jeg håber, at min mand og jeg vil være i stand til at give dem nok styrke og stolthed over deres baggrund til, at de ikke bliver påvirket af det tæppebombardement af fordomme mod deres baggrund, som de vil blive udsat for.

Det ville givetvis være sværere for dem, hvis de lignede det, de er. Men uanset hvad de ligner, ved de jo godt selv, at de har forældre fra to meget forskellige dele fa verden. Og jeg vil aldrig rigtig kunne forstå, hvordan det vil påvirke dem at vokse op i et Danmark, der officielt mener, at deres far aldrig kan blive dansker, og at det er i orden i landsdækkende medier at kalde ham kriminel, doven, uintelligent, patriarkalsk, voldtægtsforbryder og en byrde, ene og alene fordi han kommer fra den del af verden, han kommer fra.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.