Dehumaniseringens grænseløse glidebane

Formanden for Folketingets Udlændingeudvalg Martin Henriksen (DF) udtalte den 10/2 til Berlingske, at ” Danmark skal tvangsudsende udlændinge til krigshærgede lande som Somalia og Syrien, selv om de hjemsendte i yderste fald ender med at blive slået ihjel”.

Udtalelsen kommer på baggrund af, at danske myndigheder har indgået en hemmelig aftale med Somalia om hjemsendelse af somaliske statsborgere, der ikke har opholdsret i Danmark, uden at have informeret rådgivende organisationer og dele af Folketinget herom.

Aftalens indhold kan jeg ikke tage stilling til, da den netop er hemmelig, men Henriksens udtalelser er vigtige for at forstå, hvilken vej vinden blæser i dansk politisk etik.

Henriksen ”lever fint med den manglede åbenhed, hvis bare folk bliver sendt ud”, og han mener videre, at ”man må forstå, at regering, embedsmænd og folketing skal have et arbejdsrum”.

Nu er Henriksen jo kendt som en af de mest markante politikere, når det handler om dansk udlændingepolitik, men hans synspunkter udvikler sig i stigende grad fra at være markante, til at være ekstreme, især når han konkluderer, at ” Når man sender nogen til et land, er det dét lands ansvar”.

Når formanden her accepterer at sende mennesker i døden, kunne konsekvensen blive en gentagelse af et de mørkeste kapitler i dansk historie, for også før har danske myndigheder og politikere haft den holdning, at når man sender nogen til et land, er det dét lands ansvar.

 I årene 1940 til 1942 besluttede højt placerede embedsmænd i justitsministeriet ifølge Politiken (09.04.2005) at sende mindst 19 jødiske flygtninge til Tyskland, hvor de døde i nazisternes kz-lejre. Udsendelsen skulle være sket på dansk og ikke på tysk initiativ. Artiklen i Politiken bygger på de undersøgelser af jødernes skæbne, som blev udført af den islandske historiker Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson og offentliggjort i bogen Medaljens bagside. Jødiske flygtningeskæbner i Danmark 1933-1945. Dansk politik har siden krigen været systematisk mørkelægning af denne skandale.

Henriksens beredvillighed til at sende mennesker tilbage uden særlig tanke på deres sikkerhed vækker bekymring, for der synes ikke at være nogen grænse for eventuelle risici. Det interesserer tilsyneladende ikke formanden.

Hitlers holdninger til jøder var særdeles kendt i offentligheden og endnu mere i ansvarlige regeringskredse i 1940. Han havde været kansler siden 1933 og fører siden 1934. Bestselleren Mein Kampf kom på gaden i årene 1925-1926. Det var på et tidspunkt, da danske embedsmænd stadig kunne læse tysk.

Skal Henriksens udmelding være Dansk Folkepartis definition af, hvad partiet i kampen for såkaldt ”danskhed” vil risikere på andre menneskers vegne, bør vælgerne tænke sig om en ekstra gang, næste gang de går til valg.

I 1930'erne var interessen for jøder lille, i dag er interessen for muslimer stor. Dengang var det uvidenhed eller ligegyldighed, der bragte samarbejdspolitikere til magten. I dag er vidensniveauet højere, men hvad med ligegyldigheden? Man får den tanke, at Henriksens vulgære formuleringer skal være små prøveballoner i en undersøgelse af, hvor langt dehumaniseringen kan drives i dansk offentlighed.

I det Europa, der måske er i opløsning, er der bevægelser, hvis synspunkter er langt mere markante end dem, man finder i Danmark. I Grækenland, der i gamle dage blev kaldt demokratiets vugge, ser man partiet Gyldent Daggry vokse fra valg til valg. Især blandt de unge. Partiet fik ved valget i 2015 7 pct.  af stemmerne og 18 pladser i parlamentet. Det fik også 3 mandater i EU-Parlamentet. Det er landets tredje største parti. Partiformanden og 69 medlemmer af partiet, herunder de fleste parlamentsmedlemmer er nu under anklage. Medlemmer er anklaget for mord, vold, overfald og flere andre forbrydelser mod især indvandrere, men også på kendte kritikere.

Grækenlands situation er speciel som følge af økonomisk sammenbrud, arbejdsløshed og korruption. Situationen minder på flere måder om den, der fandtes i Tyskland forud for Hitlers magtovertagelse. Bevægelser med lignende ideologi vokser også i andre europæiske lande. Sammenhængen mellem arbejdsløshed og ultranationalisme er klar.

I en epoke, hvor der i flere og flere lande opstår bevægelser og partier med fascistisk eller nazistisk ideologi, er det helt afgørende, at politikere og partier klart definerer, hvor deres grænser går vedrørende udvisning af uønskede udlændinges sikkerhed. Især blandt de partier, der forholder sig kritiske eller restriktive i forhold til indvandring. Defineres det ikke, bliver debat og lovgivning en glidebane ud i et umenneskeligt, ukristeligt, udansk inferno. Når forråelsen i et samfund først begynder, er den vanskelig at stoppe. Den vil bryde med det Danmark, som mange af os voksede op i.

Mennesker bliver selvfølgelig skræmt af et stigende antal terroraktioner mod uskyldige, af vold, voldtæger og overfald. Indvandringens størrelse er en af de vigtigste angstfremkaldende faktorer, især fordi ingen ved, hvor det vil ende. Manglen på beskyttelsen af de ydre grænser i EU, ghettodannelse, kvindeundertrykkelse, religionsforskelle, islamisk undertrykkelse af ytringsfriheden, sproglige forskelle m.m. skaber også angst. Teoretisk fremtidig indførelse af sharia gennem demokratisk afstemning afføder også usikkerhed, når folk tænker på deres efterkommeres fremtid.

Det er legitimt at frygte en religion som Islam og et lovsystem som sharia, efter hvilket mennesker, især kvinder, behandles på måder, som vestens etablerede menneskesyn tager afstand fra. Problemet i dansk debat er blot, at eksklusionen af det, der er fremmed, føres længere og længere ud for til sidst at kunne forberede en legitimering af racisme af den type, som man ser i visse kriseramte europæiske lande. Der tales om ”danskhed”, ”fædrelandets ve og vel”, ”passe på Danmark” og ”danske værdier”. I 1930'erne talte man meget om tyske værdier, og det kom der ikke noget godt ud af. Ingen kan benægte, at disse begreber bruges til eksklusion. Hvilke begreber bruges til at karakterisere dem, der virkelig har ladet sig integrere? Den politiske karriere, vejen til magten ligger i sensationen, og for tiden skabes den kun i en dem-og-os-terminologi.

I visse muslimske miljøer er der ikke er et ønske om integration. Og i andre snarere et ønske om at kæmpe imod den. Dørene til Europa kan heller ikke åbnes på vid gab. Danmark kan ikke rumme 5 millioner indvandrere, men det ændrer ikke ved, at dansk tilbagesendelsespolitik skal være båret af seriøs risikoanalyse, omtanke og hensyn til det enkelte menneskes liv. Har den været det i de hjemsendelser, der nu er foretaget, efter at der er indgået en aftale med Somalia, så var der vel ingen grund til at holde den hemmelig. Men sagen lugter. Når der er noget, som skal skjules for journalister og befolkning, så må der være en årsag. Lige som sidst. Den politiske moral ophører, hvis mennesker, som danskerne ikke ønsker at give ophold, blot sættes om bord på et fly uden tanke på deres overlevelse. Ellers står vi blot samme sted som i 1940, og kan vi leve med det?

Hvis Henriksen engang kommer til at stå som prototypen på kommende danskhed, så afleverer jeg gerne mit pas og søger politisk asyl et andet sted. Min grænse er ved at være nået.

For god ordens skyld: Gennem skatten har jeg for længst betalt min uddannelse selv. Jeg er liberal og kristen, romersk-katolsk dansk europæer i en global verden. Min far modtog den danske stats hædersgave for sin indsats under Anden Verdenskrig og den store erstatning fra Tyskland. I erindring om ham vil jeg på alle måder tage afstand fra den råhed, der brænder i visse dele af dansk politik.