Et uafhængigt Skotland i EU er en umulig kombination

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, har gentagne gange siden brexit agiteret for en ny skotsk folkeafstemning om uafhængighed. Først advarede hun om, at det ikke var bluff, når hun havde til hensigt at forlange en ny folkeafstemning, i tilfælde af at Storbritannien stemte for at forlade EU’s indre marked.

Efterfølgende har hun udelukket at holde en sådan afstemning i 2017 for at kunne fastholde truslen mod den britiske regering, mens processen for brexit skrider frem.

Der er ikke noget galt i, at mange i Skotland ønsker uafhængighed – det ser vi også i andre europæiske regioner som f.eks. Catalonien. Ønsket om suverænitet, identitet og mere repræsentativt demokrati var netop et af hovedargumenterne i den britiske folkeafstemning om at forlade Den Europæiske Union. Men når sådanne bevægelser insisterer på at forblive i EU, modsiger man sine egne argumenter.

Falsk uafhængighed

Mange, mange love, der vedrører Storbritanniens anliggender, herunder Skotlands, er vedtaget i Bruxelles.

Selvom den nøjagtige andel af britiske love, som stammer fra EU, stadig er til diskussion, er det højst sandsynligt temmelig store andele. Nogle skøn går fra 62 pct. og helt op til 75 pct. Hvad der er mere vigtigt, er imidlertid, hvor stor en betydning nogle af EU’s beslutningskompetencer er.

Et ”uafhængigt” Skotland inden for EU ville nødvendigvis skulle leve op til EU’s kvoter i sit fiskeri. Det ville skulle overholde EU’s landbrugspolitik og holde sig til de samme handelsaftaler, som er underskrevet af ikkefolkevalgte i Bruxelles. Desuden vil Skotland ikke have nogen som helst kontrol over sine egne grænser.

Den skotske regering vil tilmed fortsætte med at bruge det britiske pund som valuta. I den forstand mister Nicola Sturgeons erklærede hensigt om at være »i førersædet for Skotlands egen skæbne og til at forme egen fremtid« sin betydning. Uden fuld kontrol over væsentlige områder som grænser og finanspolitik er en nation ikke uafhængig.

Mangel på sammenhæng

EU har altid gjort det klart, at det at løsrive sig fra et medlemsland er at løsrive sig fra EU. Det var udmeldingen ved den skotske folkeafstemning i 2014. Beslutter Skotland sig for at forlade Storbritannien på grund af ambitionen om at ville bevare sit EU-medlemskab, er dette ikke kun umuligt, men også en ekstrem vildledning af sin egen befolkning.

Ud over den himmelråbende mangel på sammenhæng i den skotske regerings argumenter, har skotterne allerede for få år tilbage taget stilling til spørgsmålet om uafhængighed. Det er uansvarligt af den skotske regering at bruge truslen om en kommende folkeafstemning som en politisk løftestang.

Sturgeon har dog nu udskudt sin trussel om en ny skotsk folkeafstemning alt afhængigt af, hvor ”hårdt” udfaldet af brexit viser sig at blive. Det tyder dermed mere på at være en byttehandel end et sandt udtryk for Skotlands vilje. Denne kyniske tilgang til politik tjener ingen. Skotterne, der ønsker at forblive i Storbritannien, er under konstant trussel om en ny folkeafstemning, mens skotterne, som ønsker uafhængighed, bliver manipuleret til små politiske gevinster.

Ønsket om uafhængighed er entydigt godt. Alle villige nationer fortjener at vinde deres suverænitet, herunder senest Storbritannien. Den skotske regerings holdning om at afvise Westminster, mens man vil omfavne Bruxelles, udstiller en utroværdig længsel efter uafhængighed. Det smager mere af politisk opportunisme. Befolkningen i Skotland – både for og imod uafhængighed – fortjener bedre.