Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Facebook og afhængigheden

Jeg er tæt på at afsky de sociale medier og allermest Facebook. Jeg anerkender Facebooks praktiske anvendelighed, men denne nytte er sekundær i forhold til den skade, det forvolder.

Artiklens øverste billede
Illustration: Niels Bo Bojesen

Jeg befinder mig i en mellemfase i mit forfatterskab. Netop i disse dage udkommer min nye roman, allerede et stykke tid har jeg været i en slags limbo og er gået rundt og har ventet på, at temaet for den næste skulle udkrystallisere sig.

Det er en fase, som både kan være frisættende og angstprovokerende. Men måske ved jeg godt, hvad jeg burde skrive om. Jeg hører til dem, der mener, at den bedste litteratur ikke fortaber sig i formalistisk skønskriveri og de nærmeste omgivelser, men tværtimod forholder sig udadvendt og kritisk til verden.

Mine yndlingsforfattere magter at kombinere en litterær form med et udfordrende og indigneret indhold, Hans Scherfig, Yahya Hassan … og det prøver jeg så også at gøre selv.

Jeg burde altså skrive om emner af betydning. Og faktisk burde jeg fortsætte med noget, som allerede er et tema i min nye roman, og som længe har presset sig på: Jeg burde skrive om internettet. Eller mere præcist, jeg burde skrive om de sociale medier, og hvad deres konstante krav om opmærksomhed gør ved os.

Jeg ville ønske, der fandtes et ikke-kommercielt socialt medie a la Facebook. Det ville være et skridt på vejen, omend måske kun en halv løsning, fordi det ikke nødvendigvis ville fjerne afhængigheden.

Bare for en ordens skyld, jeg holder meget af internettet og kan som enhver anden nævne tusind nyttige funktioner ved det. Til gengæld er jeg tæt på af afsky de sociale medier og allermest Facebook. Jeg anerkender naturligvis Facebooks praktiske anvendelighed, men denne nytte er absolut sekundær i forhold til den skade, det forvolder.

Skaden kommer fra den afhængighed, som Facebook (og indrømmet, de andre sociale medier og også andre ting på nettet, måske endda smartphones i sig selv) skaber. I dag ryger vi ikke længere, til gengæld danser vi til taktstokken af det endnu stærkere narkotikum ”anerkendelse” og følelsen af at være ”med”. Som enhver anden afhængighed fører det til handlingslammelse og ufrihed, og næsten endnu værre: til lige præcis den slags mennesker, Facebooks forretningsmodel har brug for.

Vi sidder med andre ord i saksen. Det har andre naturligvis sagt før mig, men lad mig uddybe, hvad jeg mener.

Nytteetik

I 1973 var den indflydelsesrige skotsk-australske filosof J.J.C. Smart medforfatter til bogen ”Utilitarianism: For and Against”. Smart forsvarede i bogen nytteetikken (utilitarismen). Han var altså af den opfattelse, at en moralsk vurdering af en handling skal baseres på de konsekvenser (nytten), handlingen medfører. Nytteetik omfatter mange forskellige positioner, som ikke nødvendigvis er forenelige med hinanden. Man kan f.eks. være uenig om, hvad målestokken for nytten skal være (lykke, nydelse el. lign.). Det centrale her er imidlertid et eksperiment, som Smart ridser op.

Smart beskriver et forsøg med rotter, der via elektroder i kraniet blev stimuleret i bestemte dele af hjernen.

Rotterne blev i forsøget nu sat fri på den måde, at de havde mulighed for at trykke på en stang og dermed sende strøm ind i deres hjerner, som udløste en følelse af behag. Det lærte rotterne hurtigt med det resultat, at de i nogle tilfælde ignorerede mad og i timevis sad og stimulerede sig selv. Til det siger Smart (min oversættelse): Dette fremkalder et behageligt billede af fremtidens vellystning, en skaldet mand med et antal elektroder stikkende ud af hans kranium, en til at give den fysiske fornøjelse ved sex, en til den ved at spise, en til at drikke og så videre. Nuvel, er det dens slags liv, som al vores etiske planlægning burde kulminere i? Et par timers arbejde om ugen, automatiske fabrikker, komfort og sikkerhed mod sygdom og timer tilbragt ved en knap, mens man hele tiden elektrisk stimulerer forskellige områder af ens hjerne? Uden tvivl ikke. Mennesket er skabt til større ting, kan man ikke lade være med at ønske at sige.

Men man kunne jo også forestille sig et andet scenario, fortsætter Smart, hvor man passede et normalt arbejde og nøjedes med et par timers elektrodearbejde om aftenen. Ville dette være et tilfredsstillende samfund? Det årtusind vi har stræbt efter?

Analogien til at være på Facebook m.m. er forhåbentlig tydelig. Og man ville måske forvente, at nytteetikeren Smart i det mindste i det sidste tilfælde ville vægte nydelsens positive konsekvenser. Hans retoriske spørgsmål viser imidlertid, at hans svar igen er benægtende. Han bruger eksemplet til en diskussion af, hvordan ”nytte” skal gøres op, og indfører en skelnen mellem tilfredshed (contentment) og lykke (happiness). Tilfredshed, mener Smart, er noget, man er i øjeblikket, ligesom elektrodeoperatoren er det. Lykke derimod er en tilstand over tid.

Følelse af tilfredshed

Det får Smart til at gøre sig overvejelser over den selvstimulerende mand i det tilfælde, at hans adfærd skulle blive almindeligt udbredt i befolkningen: Før vi var begyndt at stimulere os, siger Smart, ville vi ikke anse en sådan situation som ønskværdig. Men når først vi var i den, ville vi alligevel være tilfredse.

Vi ville være tilfredse, men ikke lykkelige. Og fordi vi var tilfredse, ville vi ikke ønske at ændre på noget. Vi ville ikke kunne komme tilbage eller frem til en mere lykkelig situation.

Det er det samme som at konstatere, at det er svært af komme ud af et misbrug. Fælles for misbrug er jo, at nydelsen af rusmidlet (alkohol, tobak, stoffer, spil, internet, Facebook) giver en følelse af tilfredshed, og at det næste fix bliver livets indhold.

Afhængighedens skyggesider er velkendte. Det permanente krav om tilfredsstillelse medfører lammelse og manglende myndighed over eget liv og går ud over omgivelserne. Det vil enhver, der har haft med misbrugere at gøre, kunne bekræfte. Ikke desto mindre er det vores nuværende situation. Når misbruget så ovenikøbet er styret og sat i system som med Facebook, der ene og alene skal have brugerne til at se reklamer, så bliver det rigtigt uhyggeligt.

Der er med andre ord rigeligt at skrive om for mig. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det allerede er for sent? Jeg skal jo leve af at skrive. Jeg skal nå ud til et publikum, der er på Facebook og de øvrige medier, og hvem bryder sig om at få fortalt, at man er misbruger? Og så tilmed i disse tider, hvor man af pusheren (Facebook) er blevet vænnet til at blive behandlet som kunde, til uafbrudt at blive bekræftet og anerkendt og strøget med hårene og fodret med det, man kan lide, om det er sandt eller ej. Må sådan en roman ikke være dømt til fiasko? Og måske tør jeg heller ikke! En roman om at skrotte Facebook, det ville godt nok være imod tidsånden! Hvilken shitstorm ville den ikke kunne udløse, hvilke beskyldninger om at være hellig, bagstræberisk, gammeldags plus det, der er meget værre.

Misbrugere vil ikke lytte

Nej, misbrugere vil hverken erkende deres misbrug eller høre på råd.

Jeg ville ønske, at der fandtes et ikke-kommercielt socialt medie a la Facebook. Det ville være et skridt på vejen, omend måske kun en halv løsning, fordi det ikke nødvendigvis ville fjerne afhængigheden. Men hvordan i alverden får man vendt den supertanker, der har omformet og paralyseret halvdelen af befolkningen og bedøvet den med tilfredshedsfølelse? Og jeg ville ønske, at jeg kunne dele Umberto Ecos optimisme. Eco sammenlignede et års tid før sin død vores omgang med nettet med en teenagedreng, der netop har opdaget seksualiteten og uafbrudt render rundt og onanerer. Det tager af, sagde Eco, det finder et fornuftigt leje, og sådan vil det også gå med nettet.

Men jeg frygter, at det ikke vil gå sådan. Jeg frygter, at Eco undervurderede afhængighedens dybde og Facebooks styrke.

Så måske der ikke er nogen udvej? Måske jeg bliver nødt til at sætte mig til computeren og gå i gang med at skrive? Måske jeg mentalt skal begynde at indstille mig på en shitstorm?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.