Skolereformens inklusion virker slet ikke

Jeg efterlyser ansvarlige politikere, som har mod og handlekraft til at erkende, at den del af skolereformen fra 2014, der vedrører inklusion, er en stor fejlbeslutning. Jeg har i den henseende egentlig aldrig forstået, hvorfor der altid skal eksperimenteres med den allerstørste resurse, som vi har – vores børn.

Det kan godt være, at inklusionen kan virke fornuftig på et stykke papir, men virkeligheden er jo en helt anden, da vi jo alle er individuelle individer, der ikke nødvendigvis passer i en skabelon og teori udtænkt på et pædagogisk universitet og hos en flok embedsmænd i Undervisningsministeriet.

Jeg kan I min vildeste fantasi ikke forestille mig, hvordan nogen med bare en lille smule realitetssans har kunnet forestille sig, at dette eksperiment ikke ville gå ud over såvel den elev, som skal inkluderes, samt eleverne i den klasse, der skal modtage vedkommende.

Resurserne og kompetencerne fulgte aldrig med, og her er vi så et par år efter med eksempel på eksempel på, at reformen skader børnene, og jeg kan bidrage med et helt frisk eksempel fra vores egen familie.

Inventaret kastes rundt

Mit barnebarn på 10 år – som i øvrigt har meget høje sociale kompetencer – har i sin klasse fået inkluderet en meget urolig og truende elev, som slet ikke fungerer i en normal klasse på grund af en total mangel på netop sociale kompetencer.

De deraf følgende frustrationer udløses gennem det, at der kastes rundt med inventaret i klassen og fremføres trusler mod de andre elever om, at hun vil myrde dem, og generelt en truende og voldelig adfærd fra en elev, der også er fysisk overlegen.

Af en eller anden årsag har hun udvalgt sig mit barnebarn som offer for alt dette, hvilket har betydet chikane, en ødelagt cykel og fysiske angreb, som kulminerede med, at mit barnebarn forleden blev skubbet ind i en busk, hvorefter der blev taget kvælertag på hende. Mit barnebarn blev reddet af sin storesøster, som går i samme skole, men hun var selvfølgelig dybt chokeret og ulykkelig.

Skolen tog efterfølgende de rigtige forholdsregler, og den pågældende elev er nu tilbage i sin specialklasse, men at det skulle gå så galt, før der blev reageret, er fuldstændig uacceptabelt og kunne jo have været fatalt.

Hvor mange eksempler skal der på bordet, og hvor meget skal der eksperimenteres med vores børn og Danmarks fremtid, før politikerne får taget den rigtige beslutning og reverserer inklusionsordningen? Politikere med mod og mands-/kvindehjerte til at erkende fejlen og få den korrigeret efterlyses.