International kampplads

Hvis borgerkrigen i Syrien ikke var blevet en international kampplads, havde borgerkrigen været overstået på et halvt år med få døde, med få sårede, med få ødelagte huse, og Syrien ville fortsat have den samme diktator.

Da Vesten og Rusland i ”humanismens” navn ville yde hjælp og støtte til den arme befolkning, har krigen nu varet i godt fem år med en nedslagtning af mennesker, en ubeskrivelig flygtningestrøm til følge og et land, der ligger i ruiner, og Syrien vil fortsat have samme diktator.

Intet positivt er opnået, ved at krigen blev et internationalt anliggende, og vi må blot konstatere, at selvom det internationale samfund kan analysere, debattere og forklare de historiske sammenhænge overalt i verden, har det internationale samfund vanskeligt ved at fatte, hvornår man skal intervenere i en konflikt, og hvornår man skal lade være.

Men desværre er det jo heller ikke det, sagen drejer sig om. Det drejer sig – som altid – om den internationale magtbalance, og med en svag vestlig ledelse samtidig med en despotisk og kynisk russisk ledelse og med et afventende Kina i baggrunden vil verden atter blive et alvorligt spændingsfelt, som vi kendte det under Den Kolde Krig.

Forskellen er blot, at nu føres den ”internationale” krig via flere begrænsede konflikter, hvor truslen tidligere var en altødelæggende atomkrig.