Naser Khader i debatindlæg: Det er provokerende historieløshed om Assad og Syrien

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tragedien i Syrien synes at have vækket et stort antal Syrien-eksperter, der lystigt tilbyder letforståelige, nemme løsninger på den komplicerede konflikt. En af dem er JP-bloggeren Rune Toftegaard Selsing, der i JP den 16. december fastslog, at Syriens brutale diktator, Bashar al-Assad, »så langt er at foretrække« i det, som Selsing reducerer til en sort-hvid konflikt mellem »den mest sekulære leder i Mellemøsten« og et sammenrend af brutale, radikaliserede islamister i Aleppo og omegn.

Ifølge Selsings logik er det Vestens skyld, at Assad har følt sig presset til at tage et opgør med islamisterne; hvis Assads regime ikke havde været svækket af tom vestlig krigsretorik, ville al-Qaeda og andre for længst have været banket ned. Sådan!

Rune Toftegaard Selsing begynder sin fortælling om Syrien, da islamisterne dukkede op blandt oprørerne i 2013. Han glemmer, at Assad startede med at bekæmpe sin egen frihedshungrende befolkning i 2011, og det var længe inden Islamisk Stat og al-Qaeda kom på banen i Syrien. I hele 2011 bestod oprøret af fredelige demonstrationer for frihed og en retsstat, og først da Assad begyndte at skyde på sin egen befolkning, blev konflikten militariseret.

Derfor provokerer det mig voldsomt – professionelt og personligt – at læse denne afstumpede analyse af situationen. Jeg har selv mistet mindst 15 familiemedlemmer, og ca. 25 andre er forsvundet under Assad-regimet. Jeg har oplevet Assads sikkerhedstjenester, der i øvrigt er uddannet af det tidligere DDR's Stasi. Jeg har tolket for mange af Assads torturofre. Og har i årevis beskæftiget mig med de komplekse forhold, magtbalancer, alliancer og sociale forhold i regionen både i en erhvervsmæssig og politisk sammenhæng.

Selsing og hans meningsfæller hævder, at Assad er en vestligt orienteret, sekulær og reformorienteret leder, som nu tager et nødvendigt opgør med islamistiske oprørere og i øvrigt står som garant for beskyttelsen af mindretal i Syrien. Jeg er uenig i alle disse påstande og mener at kunne tilbagevise pointerne rimelig nemt:

Assad har boet i London i fire år, men han har aldrig været vestligt orienteret. Hans far Hafez Al-Assad lænede sig kraftigt op af det kommunistiske Sovjetunionen og senere den tidligere KGB-mand Putin. Sønnen Bashar Al-Assad har fulgt i sin fars spor og sagt, at han nægter at være Vestens dukke, og så sent som i oktober måned sagde Assad i et interview med et russisk medie, at selvom der er dialog, »endda med USA«, så »betyder det ikke, at vi opgiver Syriens suverænitet og transformerer den om til en dukkestat« – underforstået, helt utvetydigt, for Vesten. Assad er først og fremmest orienteret mod at bevare sin egen magt, og hans primære allierede er Rusland, Iran og Hizbollah. Han har udtalt sig til fordel for Rusland i Ukraine-konflikten, hvor han også har brugt sit favoritord, når han igen og igen lægger afstand til Vesten, ved at sige, at Vesten forsøger at gøre Ukraine til en »dukkestat med det formål at svække Rusland«.

Så nej, Rune Toftegaard Selsing; ud over Assads blå øjne og hans smarte kone, så er der ikke noget, der kan opfattes som tilnærmelsesvis vestligt orienteret ved ham.

Han har ikke været garant for mindretallenes sikkerhed, tværtimod. Sandheden er, at demokrater, jøder, kristne og kurdere i tusindtal er flygtet ud af Syrien under Assad, fordi han undertrykker deres basale borgerrettigheder.

Da Assads far, Hafez al-Assad, kom til magten i 1970, levede 15.000 jøder i Syrien. Da han døde i 2000, var der 50 jøder tilbage. I 1970 levede ca. 3 mio. kristne i Syrien, i 2000 ca. 2 mio. Gennem fire årtier er politiske modstandere af regimet forsvundet i Syrien, og antallet af forsvundne er steget dramatisk, siden Det Arabiske Forår begyndte i 2011.

Bashar al-Assad beskytter kun sine egne interesser. Hans far kuppede sin bedste ven, som også var alawi. Bashar Al-Assad har også slået folk ihjel fra sin egen sekt, alawierne, dem, som var i opposition til ham, og han har omvendt beskyttet sunnimuslimske forretningsfolk, da dét gav mening for ham. Målet er magten, midlerne er en total tilsidesættelse af alle regler og love, forfølgelse af modstandere, vilkårlige drab, tortur og overgreb på civile, kemiske våben, bombninger af skoler og hospitaler. Regimets systematiske overgreb, tortur, fængslinger og drab på politiske modstandere er så rigeligt dokumenteret.

Og ligesom Assad gang på gang lægger afstand til Vesten, så er hans forhold til Israel mildt sagt anstrengt. Det undrer mig, at Rune, en ven af Israel, overser det. Du kommer ikke ind i Syrien, hvis du har et stempel i dit pas fra “det besatte Palæstina”. Assad anerkender ikke Israel – og det gør selv Saudi-Arabien. Assads tætte samarbejdspartnere er præstestyret i Iran og terrororganisationen Hizbollah, der begge har som erklæret mål at udslette staten Israel. Hvordan lyder det mon i Rune Toftegaard Selsings ører?

For det er altså denne pakke, Selsing gerne vil sætte sine penge på. Men jeg tænker, det handler om, at det bare var nemmere for os i Vesten, da Assad "holdt styr på sine tropper". Det betød, at han holdt befolkningen i et jerngreb og frygt for vilkårlig fængsling og tortur; noget, der kunne ramme almindelige mennesker som lyn fra en klar himmel. Men det var jo ikke noget, der generede os.

Sandheden er også, at Bashar al-Assad selv har bidraget aktivt til at skabe kaos i sit land. Det gjorde han, da han i marts 2012 løslod lederen af den salafistiske jihad-bevægelse Al Nusra og en lang række andre islamister. Set fra præsidentpaladset i Damaskus et smart træk, idet diktatoren dermed satte brand i gaden og gjorde sig selv til en del af løsningen, når han rullede ud med det store militære maskineri for at banke de islamistiske oprørere på plads. Så hvis Vesten ville bekæmpe Islamisk Stat og reducere risikoen for terrorangreb i Europa og USA, måtte Vesten støtte Assad i kampen. Vi skulle altså belønne en diktator med blod på hænderne for hans kyniske og umenneskelige strategi. Men hvis Assad er så optaget af at bekæmpe Islamisk Stat, hvorfor sønderbomber han så millionbyen Aleppo, hvor IS ikke er nævneværdigt til stede? IS står derimod stærkt i Raqqa, men her bomber man ikke løs. Målet for Assads og Putins bomber i Aleppo er derimod Al Nusra, som aldrig har udført terrorangreb uden for Syrien! De går alene efter at vælte Assad. Kan du Rune, dokumentere en eneste terroraktion udført af al-Nusra i Vesten? Kan du dokumentere, at Assad og Putin har kastet en eneste bombe mod Islamisk Stats hovedstad Raqqa? Assad går med andre ord målrettet efter at ramme sine egne interne modstandere, førend han går efter terrororganisationen med den globale dagsorden, Islamisk Stat.

Imens oprøret mod Assad udkæmpes af et virvar af islamistiske grupperinger, er den demokratiske opposition i landet i øjeblikket svag. Og der er ganske rigtigt et antal mindretal at tage hensyn til. En vej ud af den ulykkelige situation i Syrien er ikke et spørgsmål om enten eller. Assad kan ikke være en del af løsningen, men løsningen er heller ikke blot at fjerne hans regime. Derfor har jeg længe argumenteret for et præsidentskifte – ikke et regimeskifte. Det er en løsning, jeg egentlig er inderligt imod, men jeg ser ikke andre udveje. Men Assad skal væk.

Alternativet til Assad er ikke Islamisk Stat eller Al Nusra eller kaos. Hvis man har indsigt i konflikten, bør man kunne se, at der er andre muligheder. Man har længe kigget i kredsen af alawitter omkring Assad og kan finde en kandidat, der nyder en vis folkelig opbakning og vel at mærke ikke har blod på hænderne som sin nuværende chef. Det kan berolige og sikre mindretallenes rettigheder i en overgangsperiode.

Det er ualmindelig kynisk, når Rune Toftegaard Selsing historieløst konkluderer, at Assad ved magten er den bedste af de dårlige løsninger. Bashar Al-Assad har langt, langt de fleste tabte syriske menneskeliv på samvittigheden. Islamisk Stat kan slet ikke hamle op med den hensynsløse præsident. Jeg har for et par dage siden, her i avisen, fortalt om en paragraf i Libanon, der sikrer voldtægtsmænd straffrihed, hvis de gifter sig med deres ofre (en paragraf der gudskelov synger på sidste vers takket være nogle stærke libanesiske kvindeforkæmpere). At tænke sig at Assad fortsat skal kunne sidde på magten, når krigen slutter, er lige så kynisk en tanke som at tvinge et voldtægtsoffer til at gifte sig med sin overfaldsmand. Men det er det forslag, Rune Toftegaard Selsing hjemme ved skrivebordet kom frem til, må være den bedste løsning. Herfra skal lyde et rungende nej.