Indkomstforholdene i Danmark truer demokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark modtager næsten halvdelen af befolkningen over 18 år sin indkomst fra det offentlige; enten i form af løn eller en overførselsindkomst. I mere præcise tal er der tale om godt 1,8 millioner mennesker, som modtager penge fra det offentlige. Ligeledes vokser mange op i familier, hvor deres primære indtægt kommer fra det offentlige.

Denne skæve fordeling medfører skæve interesser og farvede briller såvel socialt som politisk. Jeg vil gå så langt som at kalde denne fordeling et decideret problem for demokratiet. Når man modtager sin månedlige indtægt fra det offentlige, har man også en interesse i, at der fortsat investeres i højere offentlige indkomster og stigende offentlige lønninger.

Beregninger og anbefalinger fra uafhængige økonomer, ja sågar fra Finansministeriet, peger på, at skattelettelser – især i toppen – vil være det mest gavnlige for at sætte gang i væksten i Danmark igen.

Det betyder, at dem, som tjener mest, får flere af deres egne penge mellem hænderne, men det medfører også, at der bliver skabt en masse arbejdspladser til folk, som er på passiv forsørgelse i dag. Det kommer altså alle mennesker til gode, især dem, som står uden for arbejdsfællesskabet på nuværende tidspunkt. Samlet set vil der komme flere skatteindtægter end før, da der er flere til at betale, på trods af at procentsatsen er lavere.

Moralen er ændret

Erhvervsmanden Asger Aamund skrev i Berlingske i september: »Det flertal, som ikke arbejder, kan nu stemme sig til de penge, som tilhører det mindretal, som arbejder.«

Her rammer han plet. Det er et stort samfundsproblem, som burde have været håndteret for årtier siden. Velfærdssamfundet er blevet til et arbejds- og vækstdræbende monster i stedet for den hjælpende hånd, som det fra begyndelsen var tiltænkt at skulle være. Moralen har ændret sig markant. Førhen var der mange, som valgte ikke at søge en arbejdsløshedsydelse, fordi de kunne leve af partnerens indkomst. Sådan er det ikke i dag. Der lyder ramaskrig, når ord som ”forsørgerpligt” og ”kontanthjælpsloft” kommer frem i den politiske debat. Og man kan undre sig over hvorfor. For vi er det land i verden, der har de højeste overførselsindkomster. Der er penge nok til tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet, hvis de forvaltes på en fornuftig måde. Alligevel lever den udødelige krævementalitet i bedste velgående – mere vil have mere. Og grundet det skæve forhold mellem folk på overførsel og folk i arbejde ser det ud til, at de, så langt øjet rækker, får det nogenlunde, som de gerne vil have det. På et tidspunkt bryder det sammen. Det sker den dag, der ikke længere er nok mennesker på arbejdsmarkedet til at betale gildet.

Eller at de nægter at betale for det altoverskyggende velfærdsmonster længere.