Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Grotesk sagsbehandling

Jørn Borup, Holme Parkvej 18, Højbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 29-årige japanske Satoshi Kobayashi er sendt hjem, fordi Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke tror, hun er rigtig studerende. Muligvis har styrelsen konkret viden om den studerendes fordækte motiver, der slører for, at hun har valgt at skifte sin japanske it-karriere ud og investere 100.000 kr. i en toårig drømmeuddannelse i designteknologi på Via Design i Birk.

Begrundelsen, at hun allerede har en bacheloruddannelse fra Japan, kan selv ikke en offentlig myndigheds immunitet over for personsager dog skærme sig mod. Medmindre der kan afsløres andre suspekte forhold, synes en sådan beslutning at pege på ualmindelig grotesk sagsbehandling.

En sådan kan kun undskyldes ved henvisning til en systemisk paranoia hos et ministerium, der ligger under for en immigrations- og globaliseringspolitik, der ikke bare skalter og valter tilfældigt med mennesker, men som også med al tydelighed viser paranoiaens pinlighed.