Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Eliten forstår det ikke

De elitære, verdensfjerne europæere forstår det ikke.

Ole Schmidt, pens. forsikringsdirektør, Rosmarinvej 5, Espergærde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De elitære, verdensfjerne europæere forstår det ikke. De forstår ikke resultatet af valget i USA. De forstår ikke brexit. De forstår ikke udfaldet af danskernes valg i december 2015. De forstår ikke modstanden mod det mere og mere centralistiske EU. De forstår ikke problemerne ved folkevandringen fra syd til nord.

Synd, at så mange politikere ikke forstår, at når de glemmer at lytte og glemmer at se de åbenbare problemer i en samfundsudvikling og derfor træffer forkerte beslutninger eller undlader at træffe beslutninger, så kommer reaktionen fra vælgerne.

Men de elitære og verdensfjerne politikere forstår det ikke, og heri er der historisk intet nyt. At der er opbakning til disse politikere fra mange forfattere og klummeskrivere, eksempelvis Per Nyholm og David Trads m.fl., er ikke overraskende. Det verdensfjerne har altid ligget nogle såkaldte intellektuelle på sinde – tænk blot på den tilslutning, Stalin og Mao havde fra den såkaldt intellektuelle flok i 1960’erne.

Heldigvis har vi også klummeskrivere som Mikael Jalving, Asger Aamund m.fl., som ser noget mere klart på den verden, vi befinder os i.

”Eliten”, dette mærkelige ord, som skulle være en hædersbetegnelse, men i dag bedre kan benyttes om verdensfjerne, virkelighedsresistente mennesker.