Som hvid kvinde nægter jeg at være en brik i DF’s kamp for lukkede grænser
Hver eneste gang nogen fra Dansk Folkeparti påstår, at »de fremmede mænd voldtager«, og at vi skal lukke dem ude for at beskytte »vores kvinder«, er det en del af et ældgammelt og genkendeligt tankesæt, hvor nationen er en hvid kvindekrop, som skal beskyttes mod fremmede mænds indtrængen.
»Flygtningene kommer og voldtager de danske piger.« »Muslimer er voldtægtsmænd.« »De fremmede mænd voldtager.«
De her påstande spiller på et gammelt og genkendeligt tankesæt: nationen som en hvid kvindekrop, og for at beskytte nationen skal man dermed ”beskytte” nationens kvinder imod fremmede mænd. Vi så det efter Köln, hvor udtrykket »at beskytte vores kvinder« gik igen hos både politikere og journalister.
Allermest karikeret (ja, man skulle faktisk tro, at det var en joke) så vi det på forsiden af det polske blad wSieci, hvor en hvid mrs. Europa iført EU-flaget fra alle sider bliver revet i af brune mandearme:
De skrøbelige (men civiliserede) hvide kvinder bliver angrebet af barbariske brune mænd. Den hvide kvinde er et symbol på Europa og på nationen. Og de fremmede brune mænd bliver gjort til et symbol på nationens fjender.
Bestemmer over egen krop
At ”den danske sang er en ung, blond pige”, er en idé, der har eksisteret længe. Og når den hvide kvindes krop er lig med nationen, har den hvide mand tilsyneladende både ret og pligt til at ”beskytte” hendes krop. Nøjagtig på samme måde som vi historisk og kulturelt har tænkt, at det er mændenes pligt at beskytte ”moderlandet”.
Det kunne alt sammen virke meget uskyldigt. Men der er bare lige en ting, der bliver overset i den her tankegang: De eneste, der egentlig har ret til at bestemme over hvide kvinders kroppe, er hvide kvinder. Jeg kan fx godt selv udtale mig om, om jeg gerne vil beskyttes. Og jeg har simpelthen intet som helst behov for at blive ”beskyttet” imod hverken muslimer, flygtninge eller andre såkaldt fremmede mænd.
”Tyskerpiger” og ”feltmadrasser”
Det, at kvinder bliver set som nationer, er slemt nok i sig selv. Det førte for eksempel i årene efter Anden Verdenskrig til opfindelsen af begreber som ”tyskerpiger” og ”feltmadrasser” og til en stigmatisering af disse kvinder på en måde, der var fuldstændig moralsk forkastelig.
Som hvide kvinder skulle de nemlig repræsentere nationen, og nationen skulle ikke have noget at gøre med fjenden. Heldigvis for mig levede jeg ikke dengang.
Jeg lever til gengæld i dag. Og i dag bliver den selvsamme tankegang brugt som et argument for en gradvis mere asocial flygtningepolitik.
Som hvid kvinde bliver jeg mod min vilje taget som gidsel i en politisk agenda, som har til formål at holde mennesker på flugt fra krig ude af vores samfund.
Jeg har ikke brug for beskyttelse
Når DF’ere mener, at vi skal lukke grænserne for at beskytte de danske piger, så er det altså blandt andet mig, de tilsyneladende vil beskytte. Sagen er bare den, at det ikke er mig, der har brug for beskyttelse. Det har derimod alle de mennesker, der er på flugt fra en dødsens farlig krig, og som er rejst til Europa med ønsket om at genoprette et værdigt liv.
Hvis der er nogen ofre i den her sammenhæng, er det simpelthen ikke ”de danske kvinder”. Det er de mennesker, der er på flugt fra deres hjem.
Fokus på den forkerte
En sidste gang: Det er ikke mig, det er synd for. Og når I siger, at det er det, så flytter I fokus fra de mennesker, som det her faktisk handler om. Så helt ærligt: Hold op med at bruge mig som led i et argument for lukkede grænser.