Aktiveringsstøtte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den politiske debat har nået en form, der ikke tjener det politiske liv til ære. Med diskussionen om de kystnære vindmøller visualiseres eksempler på denne udvikling. Omkring opførelsen af vindmøller angives en mængde afledte arbejdspladser. Aktuelt angives det at skaffe 6.200 personer et job i forbindelse med rejsning af 350 MW. Det svarer til, at hver 20. arbejdsløse kommer i job. Umiddelbart et flot resultat, men i virkeligheden drejer det sig om 300 personer det første år. De to følgende år vil tallet være på henholdsvis 1.500 og 2.400, mens der det sidste år af anlægsfasen forventes arbejde til 2.000 personer. Dvs. 6.200 arbejdsår, ikke arbejdspladser. Den resulterende vindmøllekapacitet genererer 3.500.000.000 kr. i statsstøtte svarende til 564.000 i årsløn, hvilket kunne betragtes som en høj aktiveringspris.

En anden diskussionsteknik er fornægtelse af en given udvikling. I 2010 var udbudsprisen på havvindmøllestrøm 105 øre/kWh ved Anholt. Senere 77 øre ved Horns Rev III. I år bød Dong ind med 55 øre fra en hollandsk havpark, mens Vattenfall tilbyder de kystnære møller for 47,5 øre. Disse havpriser er summen af markedspris og støtte. Støtten til havvind falder med faldende udbudspris og stigende markedspris. Støtten til landvindmøller ligger derimod fast. I dag svarende til 56,3 øre. Udbudsprisen er så lav, og markedsprisen så høj, at prisen på havvind, specielt de kystnære møller, er lavere end for landvind. Det er paradoksalt, at politikere stadig hænger i det, der var forholdene for seks år siden.