De grådige folkevalgte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der tegner sig efterhånden et bestemt billede af landets folkevalgte politikere. Politik er som bekendt verdens næstældste erhverv, og i den forstand bør intet vel efterhånden komme som en overraskelse. Men mængden og arten af de seneste episoder gør, at der er ved at snige sig en særlig tendens ind, når det kommer til folkevalgte og deres private interesser.

På DR kunne man 27/10 læse, at flere kommunalpolitikere, der sidder i bestyrelser for de lokale forsyningsselskaber, skummer fløden i form af høje bestyrelsesvederlag, men kun møder op til et fåtal af bestyrelsesmøderne.

Historien om Dansk Folkepartis anvendelse af EU-midler kræver vist ingen nærmere introduktion, og nu betaler også Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti penge tilbage til EU for arrangementer, der intet havde med EU-forhold at gøre. Mon ikke flere partier fremover også vil få travlt med at komme til håndvasken for at få forkerte anvendte EU-midler vasket af sig.

I slutningen af september kunne man også læse, at de tre regionsformænd Bent Hansen, Carl Holst og Jens Stenbæk havde topposter i de private konsortier, der endte med at vinde store kontrakter i forbindelse med sygehusbyggerierne.

I august dukkede historien op om, at Randers’ borgmester Claus Omann Jensen sad i bestyrelsen for det energiselskab, der vandt et udbud om udbredelse af fibernet i Randers Kommune – en situation, der dog på ingen måde er enestående, da det er ret almindeligt, at borgmestre og andre kommunalpolitikere ud over deres offentlige virke også indgår i ledelsen af virksomheder, som kommunen entrerer med.

Private interesser må vige

Grådighed, svindel og inhabilitet. Er det dét, episoderne handler om, og dét, der i dag kendetegner folkevalgte politikere? Det er nærliggende, og meningsmåling på meningsmåling bliver da også ved med at slå fast, at der hersker en udbredt politikerlede herhjemme.

De regulative rammer, som danske politikere skal agere inden for, er ikke særlig stramme eller komplicerede. F.eks. er der ingen regler for, hvordan politikere skal håndtere deres bestyrelsesposter, og i forhold til inhabilitet i kommunerne er det kommunalbestyrelsen, der selv træffer afgørelsen i inhabilitetsspørgsmål. Reglerne forudsætter blot, at politikere kan sætte sig ud over egne private interesser. Men kan de det, og i så fald, hvorfor så gå lige til grænsen gang på gang? Er vi virkelig nået dertil, at der er et behov for, at reglerne skal strammes? Det bør måske være konsekvensen, når folkevalgte politikere på den måde bevidst misbruger og lader sig ”passivt forsørge” af de regler, der er skabt, så de selvsamme politikere kan have den størst mulige fleksibilitet i deres virke. Det er et sygdomstegn, at det erhverv, som politik, desværre, i endnu højere grad er blevet til, medfører, at politikere ikke vil eller ikke kan finde ud af at sige fra, før deres måde at handle på er blevet til en historie i medierne. I praksis er det i bund og grund mediereglerne, der regulerer politikeres adfærd.

At borgerne kan have tillid til, at deres folkevalgte ikke sammenblander private eller foreningsmæssige særinteresser, når de træffer afgørelser og forvalter borgernes skattekroner, er helt afgørende i et demokratisk samfund. Så kære politikere, kan I fortælle, hvad perspektiverne er ved at handle, som I gør?

Hvorfor tror I, at der inden for en, i politisk kontekst, kort periode kan komme tre nye partier, der alle får samlet tilstrækkeligt med underskrifter til at blive opstillingsparate (hvoraf to allerede er valgt i Folketinget)?

Hvorfor tror I, at befolkningen i EU-afstemninger ikke retter sig efter det store flertal af ja-partier i Folketinget?

Det er, fordi befolkningens tillid til jer er i frit fald. Der er simpelthen en ordentlighed, der mangler i jeres virke.