Et selvskabt problem?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ulla Astman (regionsformand i Nordjylland) undrer sig over , at hun mangler praktiserende læger i området, samtidig med at hun foreslår ændring af sundhedsloven, så regionen kan oprette og drive lægeklinikker og/eller tilbyde deltidsstillinger med blandet ansættelse i praksis og på sygehus.

Altsammen skyldes regionernes behandling af alm. praksis ved seneste konflikt i 2014. Tidligere har praktiserende læger været behandlet som ligeværdige partnere med en forhandlet overenskomst og et paritetisk udvalg til at løse løbende problemer (kaldet samarbejdsudvalget i Aarhus bestående af tre fra hver side). Regionerne opsagde overenskomsten og fremlagde en samarbejdsaftale som et diktat uden forhandlingsmuligheder og uden ligestilling i det daglige. Dette blev pudsigt nok dagen efter fulgt op af et lovforslag fra SRSF-regeringen (hurtigt arbejde).

Jeg forstår godt, at man ikke tør investere i en praksis , hvor man ikke længere har en slagkraftig organisation bag sig, og hvor man ingen indflydelse har på den daglige drift. (Tænk bare på den ulovlige indsamling af patientdata og krav fra regionerne om adgang til lægernes journaler. Tavshedspligt?). Endelig er der 350 uddannede praksismodne læger uden for almen praksis, og det spændende er, at de 32 heraf er ansat på hospitalerne i Nordjylland som overlæger eller afdelingslæger, hvor man netop mangler 31 i almen praksis.

Men måske er dagsordenen den enkle at få almen praksis lagt ind under regionens vinger med fast ansættelse, eller som Ulla Astman siger: Familielægen skal på pension. Men så sig det dog.