Ingen ønsker at skade sit barn
I JP 24/9 bruger Ayhan Al Kole sin personlige oplevelse med omskæring til at foreslå et forbud imod drengeomskæring. Han beskriver sig selv som et forsvarsløst dyr, der bliver holdt i arme og ben, og som husker smerten. Nærmest som om forældrene insisterer på at skade barnet.
Jeg synes, at denne fremstilling er problematisk. Efter dansk lovgivning skal der være en læge til stede ved omskæringen, som i øvrigt ikke må udføres, hvis drengen er i stand til at forstå situationen og modsætter sig. Smertelindring er et krav ifølge sundhedsmyndighedernes bestemmelser.
Det jødiske omskæringsritual foretages på ottendedagen og tager få sekunder, hvorfor barnet ikke oplever noget traume i forbindelse med indgrebet. Modsat dén oplevelse, som Al Kole beskriver, er denne type omskæring altså både ukompliceret, ufarlig og helt på linje med den praksis, man finder i USA, hvor godt halvdelen af alle mænd omskæres ved fødslen. Ritualet opfattes bredt af jøder som noget positivt, der binder familien sammen om en fælles tro og fælles historie. Ingen ønsker at skade sit barn, og man ville aldrig gøre det, hvis man havde oplevet det som noget negativt.
Al Kole mener ikke, at valget kan træffes af forældrene. Men der er tale om et valg, der – i fravær af sundhedsmæssige risici – svarer til mange af de andre valg, som forældre træffer på barnets vegne. Det kan ikke udgøre en legitim begrundelse for et forbud mod omskæring, at barnets selvbestemmelsesret ikke respekteres, når dette ikke er tilfældet i utallige og langt mere vidtgående situationer. Noget så banalt som forældrenes holdning til børns kost og motion har enorm betydning for barnets fysiske udvikling og sygdom senere i livet. Det blander vi os ikke i. Så et forbud begrundet i barnets selvbestemmelsesret kan kun opfattes som ude af proportioner med, hvad vi som samfund normalt blander os i. Derfor kan jeg kun se støtten til et forbud som udtryk for et samfund, der ikke ønsker at tage hensyn til og udvise respekt for minoriteter og deres kultur-religiøse praksis.