Skoleuniformer får det individuelle frem i os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er på udveksling i Chile, hvor jeg også går i skole. På mange måder minder det om derhjemme. Vi har matematik og engelsk. Vi larmer og har prøver. Men vi går i skoleuniform. En uflatterende mørkeblå kjole med en hvid skjorte indenunder for pigerne. Samme skjorte for drengene, dog bare med et par koksgrå bukser. Om mandagen har jeg brune joggingbukser på, fordi vi har idræt. Da jeg først blev tvunget ned i disse knap så sexede outfit, var jeg noget utilfreds. Hvorfor tvang de mig til at blive en del af en stor uidentificerbar masse? Der var noget meget desperat, måske meget dansk, i mig, der higede efter individualisme gennem mit tøj.

Nu har jeg været her i seks uger, og skoleuniformen er vokset på mig. For selv om jeg ikke ser synderlig smuk ud i den, er den en del af skolen. Jeg bliver heller ikke dømt ud fra, hvordan jeg går klædt.

I Danmark består ens personlighed meget af tøjet. Det hele handler om mærkevarer, hvor stramt et par jeans kan sidde, og hvem der kan tage færrest farver på. Hernede er der ingen Karla med Stella McCartney-taske. Her er vi ikke produkter af, hvad vores forældre gider betale. Jeg føler pludselig, at jeg bliver set for min personlighed. Der er selvfølgelig noget, der mangler. For i 10 år har jeg baseret mig selv på det tøj, jeg havde på. Men i Chile får jeg lov at være mig selv. Mine klassekammerater dømmer mig alene ud fra min personlighed. Det kan jeg godt lide, for det gør på en måde de venskaber jeg får, mere ægte. Og på mange måder vil jeg sige, at jeg er mere individuel med skoleuniformen på. Lige pludselig, når der ikke er andet tilbage, kan man kun se personen, som hun virkelig er.

Samtidig tvivler jeg på, at det ville virke derhjemme. Danske unge, jeg selv inklusive, er lidt for vante til at have total frihed i alt, hvad de gør. For mange ville det være et overgreb på deres individualisme. Men jeg vil nyde mit år med skoleuniform. Et år, hvor jeg ikke er Maria, der altid går i sort. Jeg er bare Maria, og det kan jeg ret godt lide.