»Fru Jensen, skattelettelser koster dig 42.000 kr. om året«
Du er en god og lydig borger, en enlig mor med to børn i teenagealderen. Du har fået at vide, at det skal kunne betale sig at arbejde, og du følger det råd. Men nu skal du høre, selv om du er ligeglad med politik: Finanslovforslaget er et mesterligt tricktyveri fra bl.a. dig.
Statsministeren siger, at han vil lette skatten i bunden, så de dårligst stillede i arbejde får et større råderum. Ja, han taler ligefrem om, at du kan få op til 8.000 kr. mere udbetalt om året. Hurra! Samtidig vil han fjerne produktionsskoleydelsen for dem under 18 år, og for dem over 18 år vil han nedsætte ydelsen, så den er den samme som SU’en for hjemmeboende unge.
Det er her, du skal holde tungen lige i munden.
Dine to børn går på produktionsskole, den ene får nedsat sin skoleydelse til SU-niveau med små 700 kr. om måneden, og den anden, som er under 18 år, mister de ca. 2.800 kr. om måneden. Så fru Jensen, det ser ud til, at din skattelettelse ender med at blive en udgift for hele familien på omkring 42.000 kr. om året. Du skal nok ikke regne med, at din kommune har nogen muligheder for at hjælpe dig i det her tilfælde.
Tillykke med det!
For det, dine unger skal have i skoleydelse fremover, kalder regeringen for harmonisering af skoleydelsen til SU-niveau, det svarer til at harmonisere prisen på bananer med prisen på nervemedicin.
De ved ikke, at dine børn får en ydelse for et arbejde eller en pålagt serviceopgave, hvor de skal præstere noget for pengene. En ydelse, der er med til at lære dem, at det skal kunne betale sig at arbejde, og passer man ikke sit arbejde, bliver man trukket i løn.
De forstår måske ikke, at det er en af de mange grunde til, at de kommer på produktionsskole og bliver afklarede i forhold til et ønske om at komme videre i livet. De forstår måske ikke, at produktionsskolen er en anden vej til læring, en vej via konkrete opgaver. De forstår sikkert heller ikke, at dine vilkår, for at få dine børn til at klare sig godt, har været ringe eller umulige.
Flere penge udbetales
Det vil sige, fru Jensen, at du, som arbejder i supermarkedet til den laveste lønning. Du, som har to børn, der skal i uddannelse, men som ikke klarer optagelseskravene og derfor skal på produktionsskole, ja, de får frataget deres økonomi, fordi de får nedsat deres skoleydelse helt eller til SU-niveau for dem, der er over 18 år.
Så, fru Jensen, skattelettelse betyder, at du får flere penge udbetalt, ikke mange, men lidt. Harmonisering af skoleydelse for dine børn betyder, at I/du kommer til at skulle klare en økonomisk belastning, der koster mange tusinde kroners underskud om året. Penge, du ikke har, penge, du ikke kan skaffe, fordi du jo er i arbejde og ikke har tid og kræfter til mere end det job, du allerede har.
Nu taler vi ikke om din søster ovre i nr. 9, som er på nedsat kontanthjælp, for hende og hendes børn har alligevel slet ingen muligheder for at klare noget som helst. Hvis de får betalt huslejen, er det et mirakel. Så dem skal du glemme alt om, ligesom resten af samfundet skal glemme dem. De bliver sikkert kriminelle alligevel.
Skoleydelsen er afgørende
Fru Jensen, vi ved godt, at familien Danmarks økonomi handler om, at alle bidrager. Vi ved godt, at den skoleydelse, dine børn skal have for at arbejde på produktionsskolen, er afgørende for jeres dagligdag, er afgørende for, om dine unger kan deltage i noget som helst i fritiden, er afgørende for, om de kan få et par sko, bukser og strømper eller ikke.
Vi ved også godt, at du bliver oprørt, når dine børn har fravær fra deres produktionsskole, for så bliver de trukket i deres løn og bidrager derfor endnu mindre til jeres families liv.
Du skal være opmærksom på, at du, som tilhører de svagest stillede i vores samfund, ikke kan regne med nogen forståelse for din samlede familiesituation. De vil sige til dig, at du jo får børnecheck til hende under 18 år, og du bare kan kræve flere penge af din unge, der får nedsat sin ydelse til SU-niveau.
Du skal i øvrigt huske, at du skal købe bøger, sørge for dine børns personlige hygiejne, købe kort til bus og S-tog. Desuden skal du forsyne dine børn med lommepenge, betale deres mobilregninger eller fjerne telefonen fra dem og i øvrigt forringe alle de vilkår, som I lever under. Du skal fortælle dem, at det med at få nyt tøj til vinter, eller at dyrke sport eller deltage i fritidsaktiviteter ikke kan lade sig gøre, med mindre de kan finde et eller andet arbejde ud over deres skolearbejde.
Så fru Jensen – pas på tricktyvene – de siger, at de giver med den ene hånd. Men de stjæler fra dig med den anden hånd.
Martin Taarup er forstander på Hvidovre Produktionsskole