Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Panama Papers: Det er slet ikke i orden at Danmark vil gribe til ulovligheder

Jan M. Jacobsen, Højvangen 10, 8600 Silkeborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg giver Poul Gudberg helt ret. Og efter at have set debatten på DR2 i dag (7.9.2016) giver jeg Joachim B. Olsen (LA) min respekt. De to herrer har orden i moralen.

Det er slet ikke i orden at Danmark vil gribe til ulovligheder (hæleri, køb af potentielt stjålne informationer) for at ramme forbrydere. Det er vejen til at vi kan sidestille os med nogle af de værste diktaturer i verden, bare for at inddrive penge, eller, ultimativt, at bure mennesker inde, bare fordi de er kritiske over for regeringen.

Det er sørgeligt at vore politikere nu er nået til at det er i orden at moralen skrider, bare der kommer penge i kassen.

Hvis skattesystemet var overskueligt og ikke fyldt med fradrag og undtagelser, ville sådan noget ikke ske i et sådant omfang. Helt undgås kan det naturligvis ikke (den sidste skurk er ikke født endnu).

Det er alt sammen er en hån mod os almindelige skatteydere. Det kan godt være, at der er tale om ”en mindre sum” (et encifret millionbeløb), men sådan et beløb er en formue for os andre dødelige. Og det beløb skal anvendes til at betale en anonym (hvad!, skal vedkommende ikke betale skat? Snyd, bedrag, forbryder!) for oplysningerne. Og vi andre har troligt betalt vores skat.....

Det ville være meget bedre om politikerne tog sig mere af, hvordan Skat behandler borgere, der forsøger at være lovlydige, men som ikke forstår skattesystemet (hvem gør det?). Disse borgere kommer fra tid til anden i klemme i samme system, og dem kan man ramme, for de er jo ”bare” almindelige borgere. Det er ikke befordrende for en positiv opfattelse af systemet.

Derudover:

Jeg, selvom jeg har et liberalt livssyn, synes ikke det er i orden at tage penge fra SU og sociale ydelser for at lette topskatten (jeg er selv topskatteyder). De penge skal komme fra besparelser i det offentlige system og ikke fra den økonomiske underklasse. Kan man ikke finde besparelserne, så drop det. Borgerne er ikke ude efter ”stor i slaget” omlægninger (læs: Plan dit-og-dat nummer jeg-ved-ikke-hvad, flyt penge fra én kasse til en anden), de ønsker bare vished for at deres privatøkonomi er stabil fremover, uden underlige nye afgifter eller skatter. Bemærk venligst at for de fleste af os er den største udgift i privatøkonomien skatter og afgifter.

Argumenterne om, at det drejer sig om konkurrenceevne og arbejdspladser, anser jeg for at være en gang (undskyld) blår (hvis nogen ellers forstår det gammeldags udtryk).

Apropos, der har været snak om at privatisere fjernvarmeforsyningen. Argumentet er at forbrugerne kan spare penge. Det tror jeg ikke på. Forbrugerne kunne spare flere penge hvis afgifterne, som udgør den største del af energiregningen, blev sat ned. Skulle en privatisering udløse prisfald, skal nye afgifter nok sluge den (vi kan jo ikke lægge op til merforbrug, vel?)

Til slut kan en artikel i JP om at det offentlige ser sig ”nødsaget til” at udvide direktionsområdet, fordi der sker udflytninger bare virke som endnu et eksempel på et offentligt system, der udefra set har unødvendige udgifter, der er løbet løbsk. Selvom en afdeling er flyttet fysisk væk fra Kbh., behøver der vel ikke at ansættes en ”jysk” direktør?

Faktisk er der undersøgelser, der viser, at hvis direktøren ”bliver væk”, og de ansatte får mere bestemmelse over deres arbejdsliv, så stige produktiviteten. Men den undersøgelse er beskrevet i JP, så den læses nok ikke på ”borgen”.