Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Lav en realistisk analyse af Rusland

Svar på Niklas Milthers’ læserbrev 1/9: Det er ganske skræmmende, at mange mennesker med høj uddannelse og fine job kan blive så skræmte af, at man siger sandheden.

Svar på Niklas Milthers’ læserbrev 1/9: Det er ganske skræmmende, at mange mennesker med høj uddannelse og fine job kan blive så skræmte af, at man siger sandheden. At EU’s ulyksalige åbne grænser – de indre og de ydre – er en større trussel imod Danmarks fortsatte beståen end et selvbevidst Rusland.

Fortrængninger og ubevidste løgne eksisterer åbenbart i bedste velgående. Og naturligvis er det så skræmmende at se sandheden om indvandringen i øjnene, at man omhyggeligt lukker øjnene for den og i stedet kaster al sin energi i at udråbe det fjerne Rusland til den største og mest uhyggelige trussel imod os.

Det sker samtidig med, at der rejser potentielle IS-terrorister ind i landet, og mens vi oplever det ene kultursammenstød efter det andet, og det står mere og mere klart for alle, at integration af store grupper med muslimsk baggrund er umulig (husk ”Moskéerne bag sløret”). I stedet for at sande dette og handle på det kan man som sagt få afløb for sine følelser ved at udråbe Putins Rusland til den største trussel imod vores sikkerhed i Danmark.

Putins Rusland beskrives som en aggressiv stormagt, der ønsker at ekspandere med militær magt. Faktisk som om Rusland ikke er Rusland, men det kommunistiske Sovjetunionen, der jo vitterligt var en trussel imod os i Danmark. Men bemærk venligst, at kommunismen er afskaffet af russerne selv.

Bemærk venligst, at både Rusland og de fleste tidligere sovjetrepublikker har gennemført en statslig etablering, hvor de har gjort det nationale – ikke det ideologiske – til samlingspunktet. Ukraine har på grund af sin sammensatte befolkning ikke haft stor succes med netop dette projekt, og EU har været med til at puste til gløderne til den borgerkrig, vi i dag ser udfolde sig i landet.

EU, Nato og de fleste vestlige politikere forstår kun det ideologiske princip – ikke det nationale eller det geopolitiske. EU satte Ukraine i en situation, hvor landet blev tvunget til at vælge østlig eller vestlig identitet, hvorefter landet blev kastet ud i borgerkrig.

Den ideologiske tankegang tilsiger, at hvis ikke man vil et vestligt, liberalt demokrati, er man en farlig stat. Rusland har et autoritært styre. Men det er med sin nationale identitet ikke bygget op omkring en ideologi, der kan udbredes til andre lande.

Det er skræmmende, at dannede mennesker ikke kan foretage en sober analyse af den udvikling, vi ser udspille sig for vore øjne, fordi de dannede mennesker kun kan tænke i ideologi og styreformer og ikke kan forstå begreber som geopolitik og nationalitet. Putins Rusland er et ubehageligt autoritært system – men det er ikke det samme, som at landet er farligt for os.

Det kan det imidlertid blive, hvis Vesten, EU og Nato fremturer med sin blindt ideologiske politik og træder den store bjørn vedvarende og hårdt over tæerne. Den aktuelle trussel, vi står over for, er et EU, der giver masseindvandring og ødelægger nationalstaterne. Hvis det fortsætter, er der ikke længere noget Europa eller Danmark, som nogen kan true.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen